3 dage inden afrejsen

Julestemning

Det er ved at være en af de sidste dage, som jeg har tilbage i Uummannaq. Michelle og jeg afventer stadig, at Mads, Michelles kæreste. I mellemtiden, mens vi venter, så skal vi to piger til årets eneste marked – årets julemarked. Markedet ser umiddelbart ikke stort ud, og de smykker i ben, som jeg har forestillet mig være der, er der ikke. Men der er til gengæld små futter, handsker, perler og andre fine håndværksting. Jeg synes umiddelbart efter selv at have været beskæftiget med alverdens syning, at sælgerne til julemarkedet sælger deres ting alt for billigt. Købte de flotteste handsker til 300kr., hvor der også er polarræv på. Den dame, som jeg køber handskerne af, har de absolut sødeste grønlandske perleøreringe på. Jeg ved godt, at de er private, men jeg kunne ikke dy mig fra efter lang tids overvejelse at spørge hende, om jeg ikke måtte købe dem.

Efter et stykke tid bliver Michelle og jeg ret så sultne, hvorved jeg beslutter mig at smage nogle af de grønlandske retter, der er til rådighed i hallen = lige i dette tilfælde ikke en succes.

Alt i alt et rigtig godt og hyggeligt julemarked, hvor jeg får brugt en del penge.

Snescooter

Jeg har fået en aftale i stand med en af lærerne fra 11. klasses centret, så nu skal Michelle og jeg ud og køre på snescooter. Jeg glæder mig rigtig meget. Michelle får først en tur også derefter mig. Jeg bliver kørt rundt i hele byen fra det ene fjeld til det andet, hvorefter vi kommer ud på veje, som jeg ikke har set før. Tænk, at man kan have overset dem, selvom byen er så forholdsvis lille. Jeg sætter stor pris på alt hans velvillighed til at køre en tur med os. Jeg har ingenting til at dække ansigtet, men jeg synes til gengæld også, at det er fedt at mærke kulden bide i kinderne. Det bliver dog ret så koldt og tårerne triller ned af mine kinder, da vi kører gennem en slugt med modvind. Hold da op, man føler næsten at ens kinder og øjne bliver til smertende is.

Jeg kørte den også selv

Hyggeaften

Mads er endelig kommet, og det skal da fejres. Vi har inviteret til afskedsfest for Michelle og jeg, så fest for Mads ved jeg ikke rigtig, men det kan vi da godt sige J Det eneste, som jeg vil sige om denne aften er, at det var super hyggeligt at se vores praktiklærere i venskabsligt lag og give dem en afskedsgave.

Efter festen er jeg ikke helt klar til at gå i seng, så jeg får benyttet et par timer på at male tupilakker på min T-shirt. Ret lækkert, at jeg er ved godt mod, da noget af min skitse er væk, så jeg må tegne lidt i frihånd.

Småstress og candyfloss

Min gode ide omkring meget personlige hjælpeark til eleverne gør, at jeg er en smule i søvnunderskud i dagens anledning. Min sidste rigtige arbejdsdag. Jeg kom i seng halv tre og op igen kvart i syv. Timerne i dansk går faktisk super godt med de ark, som jeg har lavet. Det krævede meget arbejde, men det giver også rigtig meget igen for eleverne, så det er en stor succes. De får alle afsluttet deres artikel, og den skal nu gennemlæses og kommenteres, inden en formal evaluering med eleverne kan gå i gang. Jeg løber vitterlig talt rundt i flere timer denne formiddag for at stille videokamera op, scanne, finde elever, der ikke har afleveret, ordne andre ting osv. osv.

Men det er det hele værd for den formale evaluering, hvor jeg sidder ved et bord med en enkelt elev af gangen giver dem bare så meget. Det er virkelig fedt, men jeg har også lavet et kæmpe arbejde i at kigge alles mapper, kommentere deres noter, se deres udvikling, kigge på deres spørgeskema omkring forforståelse og motivation, rette deres artikel, give gode råd til fremtiden… Men det ser ud, som om at de fleste rigtig gerne vil snakke med mig, og de kan bruge deres feedback til noget.

Da jeg er færdig med eleverne, så har min praktiklærer i fysik/kemi eksperimenteret med en candyflossmaskine, så et styk stor candyfloss til en meget træt og brugt Birgitte – der blev jeg meget glad. Jeg sidder sammen med skoleinspektøren, Michelle, Sarah, hendes kæreste og et par andre på skolen fredag eftermiddag og hygger. Bare slapper af og hyggesnakker. Det er da nice, at man kan det, uden folk skal skynde sig ud af døren.

Flyene

Michelles kæreste skulle være ankommet til Uummannaq i dag for at holde ti dages ferie med hende, men flyvene er blevet udskudt, forsinket og aflyst på stribe. Men han er forholdsvis heldig, da hans forbindelse som en af de eneste kom i luften, hvorved han endte i Ilulissat til en overnatning med forhåbning om at flyve videre i morgen.

Jeg krydser stadig fingre for at mit fly afgår tirsdag, så at det bliver lidt forsinket, gør ikke så meget. Bare jeg er hjemme tirsdag aften eller nat. Please!!!

Hjertefri

Jeg har aldrig forstået hjertefri, men så i et svagt øjeblik og måske en lidt omtåget hjerne sætter jeg mig for, at det skal jeg da lære reglerne indenfor. Det udmunder så i, at jeg sætter mig til at læse reglerne og spiller en del spil for at forstå slagets gang. Nu kan jeg faktisk godt lide og har vundet to gange ud af 6 eller 7. Min svigerfar har i små bemærkninger skubbet lidt til os alle sammen for at lære det, da han er rigtig opslugt af det, så nu kan jeg komme hjem til dem og sige, at jeg kan spille ’Hjertefri’.

Efterskolelærer?

Fysik/kemiundervisningen i dag er min sidste af sin slags. Det har været lækkert at være lærer i fysik/kemi. Det skal jeg helt sikkert være, når jeg bliver uddannet lærer.

I timen i dag arbejder klassen med magnesium, der skal brændes. Jeg har understreget ret så kraftigt overfor eleverne,

at magnesium ikke er for sjov, da det kan selvantænde ved kontakt med luft. En af grupperne skal sætte en magnesiumstrimmel over en gasflamme, men ham der gør det, er vist lidt nervøs, så han taber det brændende stykke magnesium på træbordet. Det brænder sig ret hurtigt ned i træbordet. Jeg er meget glad for, at jeg stod lige ved siden af, så jeg kunne hælde vand udover det.

Nogle gange synes jeg så til gengæld ikke, at eleverne har respekt for tingene. Jeg har tilfældigvis ryggen til nogle elever, og da jeg vender mig om, ser jeg, en elev med munden på slangen til gasflammen og en anden elev med en lighter i hånden. På den måde fik de faktisk en gasflamme frem. Betryggende… Man skal virkelig være opmærksom som lærer. Det er noteret bag øret.

Det er min afsluttende time med dette hold, og da jeg fortæller dem det samt siger pænt farvel til dem og faktisk har givet dem fri, så vil de ikke rigtig gå alligevel. Nogle kommer op til mig for at få hjælp til det sidste, inden jeg smutter, og andre kommer og siger pænt tak for undervisningen. Det er noget, som man skal tage som et kæmpe kompliment her i Grønland. Eleverne er på nogle områder ikke opdraget så godt og er meget ligefremme og direkte, så en kulturel kode er, at hvis de siger ”tak for i dag” eller ”tak for undervisningen”, så er det et udtryk for, at de har været rigtig glade for undervisningen.

Min praktiklærer i fysik/kemi sagde til mig i dag under evalueringen, at jeg har utrolig god relationskompetence i forhold til eleverne, og han derfor synes, at jeg vil passe godt som efterskolelærer. Jeg tager det som et utrolig stort kompliment, men efterskole har jeg slet ikke overvejet – endnu.

Total styr på det kamera dér

Efter forældre-hjem-samtaler går jeg mod Michelles og min ’lækre’ hybel (den er udmærket), hvor Michelle har lavet mad til mig, da jeg har haft en lang dag med mange praktiske gøremål. På vejen hjem ser jeg nordlys over Storøen, så er det jo bare med at få hele grejet ud og lege. Jeg har endelig fået styr på alle indstillinger til at kunne fotografere nordlys. Der er virkelig mange! Jeg får nogle fantastiske billeder. Jeg hopper helt af glæde, hvorefter min Michelle griner lidt af mig.

Både grønt og lidt rødt nordlys

God ide

Til det omtalte forældremøde, der fik jeg en god ide til min danskundervisning. Eleverne har meget brug for hjælp, så derfor laver jeg et meget personligt hjælpeark til hver af dem. Det tager mig ca. 5 timers forberedelse til kun 2 lektioners undervisning. Men jeg tror, at der er godt og meget personligt og differentieret. 

SHOPPING for første gang I seks uger – og sne!

Nu skal det bestemt ikke lyde som om, at jeg har været desperat efter at bruge penge. Det har faktisk været en hel lettelse, at der ikke er så meget at bruge penge på. Michelle og jeg er fra dagen i forvejen blevet enige om, at vi skal købe en T-shirt, hvor vi kan male en rigtig fin tupilak på. Det er fat besluttet, at vi går omkring elleve tiden, da butikken først åbner der, og Michelle nu har fundet ud af, hvor meget jeg hold af søvn til langt op af formiddagen. Det er en af mine svagheder – indrømmet.

Jeg er stået op i fin tid, men alligevel sidder Michelle og jeg og nyder vores fridag, mens vi ligeså stille og roligt lifligt drikker vores te. Det vil altså sige, at vi først kommer afsted noget over middag. Men altså heller ingen stress. Det eneste, vi skal nå, er, at jeg har et vejledningsmøde klokken femten. Dét med ingen stress. Det lever vi i hvert fald fuldt under på vores gåtur. Det har sneet imponerende meget i løbet af i går og i nat, så derfor er jeg helt vild i varmen efter at lave sneengle og lege i sneen. Jeg ved ikke helt, hvordan den lyst fremkom i mig, men lige da vi kommer ud døren, så er jeg bare klar: Der skal både leges jorden er giftig, så man ikke ødelægger det fine sne, sidde i sneen og kaste rundt med det. Jeg elsker seriøst at lege i sne. Jeg er begyndt at mærke min kreative/legebarns side virkelig kommer frem, når jeg er i praktik. Jeg sidder og klippeklistre, syr, skære i sten og ben, tegner, maler og alt muligt andet gjøl.

Billeder

Da vi endelig når ned til Butik 70, er der også gået en væsentlig rum tid, men vi har haft det sjovt. De T-shirt, som vi har et godt øje til er sat 50 procent ned sammen med en masse andet tøj, så jeg køber mig også en rigtig fin julefrokostkjole.

Vejret

De sidste tre dages tid har alt flytrafik været indstillet grundet sne, snestorm og tåge, og umiddelbart ser det ikke sindsygt lovende ud på DMI heller. Jeg er en smule nervøs for ikke at komme hjem tirsdag. Jeg kan ikke sætte en finger negativt på at være her, men timerne er ved at være afsluttet, og man er begyndt at glæd sig til at se Morten, sine kammerater og sine forældre igen – og faktisk også lidt mine svigerforældre og deres kat J

Snescooter

Da jeg kommer op til skolen, ser jeg en flot maskine stå udenfor, og jeg må ærlig indrømme, at min far har sat kriller i hovedet på mig, at jeg skal prøve en snescooter. Jeg spørger derfor ejeren, om man må prøve, og jeg får en lækker lille date med den fine snescooter i weekenden.

Sidder fast

Jeg er dårlig til at forlade skolen. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ved, hvad det kan være begrundet med. Der er to mulige løsninger: Den ene er, at jeg er doven og ikke magter at gå ud i det kolde vejr for at gå op af alle trapperne. Den anden er, at jeg arbejder bedst på skolen, hvilket jeg benytter mig meget af, når jeg er i Danmark. Så jeg tænker umiddelbart, at det er en indgroet vane, at jeg er så eminent god til at forlade skole. Jeg befandt mig på skolen til halv ni om aftenen denne onsdag, hvor jeg hyggede med at skrive blog og tegne tupilakker.

Da jeg endelig kommer hjem, får Michelle og jeg lavet aftensmad, og kort efter den er serveret går alt strøm i hele byen. Hvor lækkert, at vi havde nået at lave maden færdig. 

Kaos og kosmos

Kaos i EDB – de burde jo beherske det danske sprog på modmålsmæssigt niveau

Jeg kan roligt sige, at mine dansktimer ikke gik så godt i dag. Eleverne skal påbegynde deres artikel i dag. Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, at jeg har gjort meget for at gøre opgaven nemt forståelig. Det må jeg i hvert fald konstatere, at jeg nok ikke har i elevernes hoveder. Det er en blanding af, at eleverne er inde i EDB, og at de skal udtrykke sig på dansk. Mange af eleverne bliver urolige, da de virkelig higer efter den støtte, som man kun får lærer-elev imellem. Det er bare pokkers svært, nærmest sagt umuligt at nå dem alle, så jeg synes, at det er meget forståeligt med frustrationsuroen.

I den grønlandske forordning står der højt og tydeligt, at eleverne skal mestre det danske sprog på modermålsmæssigt niveau. De fleste lærere på skolen bedømmer i hvert fald ikke eleverne karaktermæssigt efter, hvad forordningen siger. En ting, som jeg kan undrer mig over, er, at i den grønlandske folkeskolelovs historie bliver der i 1967 lagt stor vægt på, at Grønland ikke må koloniseres af Danmark. Dette resulterer i større fokus på grønlandsk sprog og kultur i skolen, samt at dette nogle steder har medvirket til en negativ opfattelse af Danmark og den danske befolkning. Denne negative holdning eller national følelse for Grønland mærker man en lille bitte smule i skolen. Jeg vil dog understrege, at jeg på lidt over seks uger kun har hørt 4 negative ting om denne situation, derfor vil jeg angiveligt ikke mene, at ovenstående er fuldstændig repræsentativt. De fire ting består i, at ved en vikartime, hvor temaet er at udvikle byen imod en turistsucces, viser det sig, at nogle af eleverne ikke vil have turister til byen, da det vil ødelægge den grønlandske kultur. Det kan man diskutere, men det er i hvert fald et synspunkt, som flere elever deler. Det andet eksempel er opkvalificering af 11. klasser, hvor utrolig meget fravær samt modstand mod danskundervisningen samt ansatte danske lærere er forekommet. Tredje eksempel er, at I en ’joke’ har en lærer oplevet, at et grønlandsk festselskab har placeret afføringsekskrementer på vedkommendes trappe. Det sidste eksempel er frustration over sprogbarrieren, der er kommet til udtryk på skolen.  

Brandalarm og vilde elever

Ligesom jeg er på vej ned i fysiklokalet, så lyder brandalarmen. Det er sjovt, som man reagerer. Der er en snært af stemning, der betydeligt kan minde om historien ”Ulven kommer, ulven kommer”. Men der er jo ikke andet for end at gelejde rende rundt på gangene og følge alle eleverne udenfor. Ja jeg står så i top og en uldtrøje udenfor i mange minusgrader. Ikke mega fedt. Men heldigvis ikke mere end fem minutter, hvorefter alarmen bliver afblæst, idet en elev trykkede på brandalarmen i håb, om at få en returbillet til sin bygd. Det har nemlig tidligere været sådan, at som straf for at trykke på brandalarmen får man en flybillet hjem til sin bygd. Det kan man angiveligvis lige overveje, om det kan være blevet misbrugt en smule? Reglerne er i hvert fald på nuværende tidspunkt blevet ændret.

Dansktimerne udgør ikke noget pragteksemplar på min klasse, så derfor tager jeg en alvorlig snak med drengene nede i fysik/kemi. Jeg kan mærke, at det er vigtigt, at jeg får understreget denne episode som uacceptabel. Det er også vigtigt, at de ved, at jeg gerne ser, at vi får en god fysik/kemi-time. Det er hårdt at trække eleverne igennem det tunge stof omkring ionbindinger, men med lidt små militære tricks (som min praktiklærer så fint har udtalt sig om, at jeg benytter), så holder jeg heldigvis eleverne til ilden. Jeg tror, at de er ret pjattet med emnet. Jeg er i hvert fald af den overbevisning, at de er meget arbejdsomme.

Denne klasse har dog tendens til at miste fokus ret hurtigt, så det handler om at have eleverne aktiveret så meget som muligt. I denne forbindelse truer jeg dem lidt med en test, som de kan lave sammen med mig, hvis de ikke tager sig en smule sammen. Jeg har heldigvis testen i baghånden, så den bliver pænt fremvist til nogle enkelte larmebanditter. Det giver umiddelbart den smule ro, som jeg skal bruge resten af timen.

Det er min sidste fysik/kemi-time med dette hold, og de har været svære, men jeg er ret glade for dem alligevel. De er nogle gode drenge, og vi afslutter dagen supergodt. Jeg går hjem ovenud glad, og det gør nogle af drengene også. Så fra næsten totalt kaos til rosenrød fysik/kemi-time. Det er bestemt ikke dårligt.

Bedstemor Birgitte

Lige en sjov lille oplevelse fra de sidste par uger, så siger specielt en af eleverne, at den frisure, som jeg har gået meget med sin gymnasiet får mig til at være bedstemorgammel. Jeg synes nu ellers, at min knold oftest har et ret friskt udtryk. Men nu kan I måske forstå hvorfor, når I ser dette billede. Det ligger åbenbart i grønlandsk kultur (denne tradition er dog ophørt for omkring 50 år siden på vestkysten af Grønland), at kvinder har forskellige knolde alt efter alder og civilstand, hvilket vil sige min knold er en smule bedstemoragtigt. Jeg må give ham ret. Jeg er nu gået over til at have hestehale.

Mandage :)

Strømmen gik – sikke et kaos

Min undervisning med tiende klasse skal for første gang foregå inde i EDB-lokalet. Jeg vælger her specifikt at bruge betegnelsen ”EDB”, da denne betegnelse er den, som bruges i hverdagssproget på skolen. Jeg sagde til eleverne, at vi skulle ned til computerrummet, så måtte eleverne spørge Kerstin, hvad jeg dog mente.

Eleverne laver en brainstorm på computeren, så jeg kan se et før og efter resultat af noget gruppearbejde, som de skal lave herefter. Der opstår så bare et kæmpe problem, da de endelig er kommet ind og fået oprettet en bruger på mindmeister.com, at strømmen går i hele byen. Eleverne bliver ellevilde, og vil have fri, for hvad kan man lave, når strømmen er gået. Min tidsplan er ellers utrolig presset her til sidst, så det gør bestemt ikke mit begyndende stressniveau bedre. Jeg er så usikker på, om de kan nå at skrive en artikel.  

Jeg tager en hurtig beslutning og beder eleverne sætte sig ud i aulaen, da der stadig er en smule lys fra exitskiltene. Det bliver dog aldrig særlig optimal undervisning, da mange andre elever har fået fri indtil strømmen kommer tilbage, og derfor render rundt ude i aulaen. Min plan omkring deres brainstorm og udveksling med hinanden falder i hvert fald ret meget fra hinanden. Der er heldigvis nogle en del stykker, som gerne vil arbejde. Her kan man mærke, at alle de fordomme omkring grønlandske unge skal manes ret meget jorden. De vil faktisk gerne.

Efter timen får jeg de fleste af elevernes mapper udleveret, så jeg kan benytte disse til scanning, hvilket jeg skal bruge til at kunne evaluere på deres hidtil tilegnede kundskaber og færdigheder inden for sagprosa. Det er meget sjovt at kigge efter mapper igennem. Det giver et ret godt indtryk af elevernes personlighed – er de organiseret, knap så struktureret eller helt ligeglade med deres papirer.

Eskimo på linoleum

Fedt at være opslugt af sit arbejde

De sidste to gange, hvor Michelle og jeg har lavet ’kunst’ hos Pierre har været hyggelige, men ikke så selvstændige, så da vi færdiggjorde vores samlede maleri sidste gang, så håber jeg, at vi skal lave noget nyt, hvor man selv kan bestemme motiv.

Jeg har på en facebookside for Uummannaq forelsket mig i tre billeder af en eskimo, men har været i tvivl, om jeg skal købe dem, da de jo skal fragtes med til Danmark. Men den blå lampe, som jeg så til loppemarked i lørdags og disse tre flotte malerier vil passe perfekt til min fantasisofa. Nå, nok om det, pointen er nemlig, at vi hos Pierre skal skære et motiv på en linoleumsplade, så nu skal jeg selvfølgelig tegne en eskimomand med fangstudstyr. Jeg er grebet. Jeg vil i hvert fald slet ikke hjem, da klokken er lidt over halv ti om aftenen, og de andre nærmest er på vej i støvler, overtræksbukser og polarjakker. Pierre giver mig lov til at låne den specielle kniv med hjem, så jeg kan hygge mig derhjemme med de kunstneriske færdigheder, som ligger mange år tilbage. Færdighederne, som jeg troede jeg havde, har jeg i hvert fald for længst fundet ud af, at de ikke rigtig kommer ud på papir. Da Michelle og jeg kommer hjem lidt i ti, så går jeg straks i gang med at færdiggøre mit billede. Jeg er stolt, nu skal det bare ned og trykkes i farver. Pierre har gjort det klart for mig, at jeg bare skal komme på hvilket som helst tidspunkt, så skal vi nok gå ned og trykke motivet, så jeg kan nå at få det med til Danmark.  

Arbejdsomme piger

Fysik/kemi med kuldioxid – et fedt job

Jeg er ved at blive helt glad for at undervise i fysik/kemi. Det må min gamle fysiklærer Claus altså have en stor del af æren for. Han var nice at se undervise, og jeg må da indrømme, at jeg har hans energiske undervisningsform i baghovedet. Vi skal have om ionforbindelse i dag. Altså at for eksempel zink og clor hægter sig sammen, og hvorfor gør de det? Ja, det forklarer jeg med muskuløse mænd på tavlen, en utrolig flot tavle med atomer tegnet over det hele samt et periodisk system-kort på gulvet. Jeg tænker, at dét at flytte undervisningen fra tavlen på gulvet, forstyrre deres traditionelle undervisningsform en smule. Det er en succes. De er helt nede med ideen drengene, så de sidder rundt om mig, men jeg ligger på maven på gulvet og forklarer om den yderste skal i hvert atom, som gerne vil ligne hovedgruppe 8, som nærmest er sumobryderstærk. Det er en vild fed oplevelse. Det kører bare derud af. Derefter skal drengene lave fire siders opgaver omkring ionbindinger, og (undskyld jeg bander) fandme om de ikke alle sammen forstår det, når jeg går rundt imellem dem. Hele fire ud af otte er ligeså engageret, som jeg er, og river nærmest i mig for, at jeg skal tjekke, om de har forstået det og lavet opgaverne rigtige. Nogle af opgaverne er ikke helt korrekte, men stort set er det faktisk helt eminent godt. Jeg lærer også to af drengene en anden metode til at forstå ionbindinger – en mere pædagogisk metode, og de er bare helt med. Nu er jeg hundred procent sikker på, at jeg helt sikkert skal være fysik/kemi-lærer samt folkeskolelærer generelt. Det at se deres livsglæde. Det er virkelig rart. Det er egentlig også ret fedt, at ens forberedelse er at stå og lege med trykflasker og forskellige brændbare midler i stedet for kun at skulle lave papirarbejde. Jeg synes, at det er cool at få lov at benytte sin kreative side også ved at skulle lave visuelle billeder i danskundervisningen, lave multimodalitet, klippeklistrer osv. Det er egentlig et fedt job, som jeg har fundet mig her.

En lille detalje, som jeg gerne vil have med, er også, at da jeg er ved at forberede et forsøg med at brænde metaller i kuldioxid, så kan jeg ikke få kuldioxidflasken til at fungerer. Jeg åbner for beholderen – altså en ret stor flaske – går mig til midt på låret – og puf, hold da op, jeg bliver forskrækket. Jeg får med et ordentligt tryk kuldioxid lige ind på låret. Den tingest skal jeg ikke lege alene med mere, så jeg går op og henter Tim. Han har også store problemer med at få den til at virke, men det er trods alt bedre, at det er ham med mere end tyve års erfaring, der leger med den. Efter timen siger Tim til mig, at han faktisk er gået hen og blevet påvirket af alt det kuldioxid. Man bliver nærmest beruset af kuldioxid. Det er samme fænomen ved dykkere, når de kommer for langt ned og får dykkersyge, der omdannes ilten i deres blod til kuldioxid, og man kan derved føle sig beruset.

Drengene på fysikholdet ser også Tim lege med kuldioxiden, hvorved de også får sig et chok, når den afgiver et ordentligt tryk, hvilket er sundt nok, så de får en smule respekt for tingene i lokalet.

Da eleverne kommer ind i lokalet (minus min taske)

Efter fem minutter 

Aftenhygge

Om aftenen efter denne gode dag i fysik/kemi-lokalet begynder Michelle at tegne handsker op på hendes skind, hvor hun beder mig om hjælp. Jeg er mega game. Det er lige mit område, så det hygger vi med og får nærmest også hele weekenden fredag og lørdag til at gå med handskesyning og blogskrivning. En meget dejlig og tiltrængt afslapningsweekend.

Lige en detalje, som jeg vil nævne, så er luftfugtigheden heroppe noget lavere end i Danmark, så det vil sige, at når vi hænger vådt vasketøj op, så går der måske seks timer, så er det knastørt. Bare lige en ting, som er nice-to-know.

Mørkere dage

Dagene er jo begyndt at blive mørkere heroppe, og solen står ikke op længere. Jeg ved ikke, om det kan have noget at gøre med, at jeg virkelig har brug for en masse søvn her for tiden, eller om det er de mange nætter i begyndelsen, hvor jeg ikke rigtig kunne sove. Samtidig med denne mørke periode er jeg også så småt begyndt at kunne mærke at dagene er ved at lakke mod, at jeg skal rejse hjem til Danmark og Morten, så savnet af Morten er ved at titte ligeså stille frem. Jeg synes, at det er super fedt at være heroppe, og jeg vil vildt gerne herop igen, men der er også et par ting, som trækker mig lidt tilbage imod Danmark.

 

Månen, der er ved at stå op