Hverdagen er ikke helt begyndt endnu

 Så har jeg efterhånden været i Uummannaq en uge, og jeg synes stadig ikke at have haft tid til at sætte mig ned og være afkoblet fra resten af verden. Alle er nemlig så flinke og vil gerne invitere på kaffe, ud at sejle eller på film, så tiden flyver afsted med en masse aktiviteter.

Tredje og sidste kursusdag – Poul Reichchard og min praktiklærer

Dagen begynder super godt, vi kommer i god tid til skolen efter endelig at have fundet en mere direkte vej, så nu tager det os kun et kvarter at gå i skole, hvorimod den første dag tog det os 35 minutter. Da vi ankommer til lærerværelset og får skænket dagens første kop te (jeg holder stadig det med ikke at drikke kaffe, selvom det er fristende), kommer en mellemtrinslærer ved navn Lars, og smider en DVD foran mig på bordet. Årh Lars <3 min nye yndlingsperson på lærerværelset (det var så også ham, som lod os gå den ’hurtige vej til Brugsen’). Han har åbenbart hørt, at jeg har fortalt, hvor meget jeg elsker Poul Reichchard. DVD-filmen omhandler nemlig Poul Reichchard i det nordvestlige Grønland, så den måtte jeg jo bare hjem og se med Michelle om aftenen J

Trapperne op til vores hjem

Os foran vores hjem

Jeg falder super godt i hak med den praktiklærer, som jeg følger i dansk. Det spiller bare 100 – jeg ved ikke, om det kan have noget at gøre med, at hun havde den abnormt mest lækre kokos/choko-cookie med til mig i dag. Mmm. Mit hjerte ligger nærmest i hendes hænder efter den småkage. Ej, hun er 27 og fra Århus, så aldersforskellen er nærmest ikke tilstedeværende, og hun er utrolig frisk og har lyst til at høre mine ideer og derefter give feedback på dem i henhold til en undervisningssammenhæng. Det er super cool. Sød kvinde, som også spørger til, hvordan der går, og hvis der skulle dukke noget op, skal jeg endelig bare komme til hende.

Her til dette kursus har hippie-skolelederen Jens (Han bliver også omtalt sådan af de andre lærere) sørget for rundstykker hver morgen og enorme mængder af kage til om eftermiddagen samt en smule frugt. Selvom frugten ikke er helt friskt, så er det faktisk rigtig lækkert at få lidt frugt. Jeg savner allerede frugt og grønt fra Danmark. Det bliver nok lidt hårdt at leve uden det, men det er bare så vildt dyrt – et kinakål til 60kr., puh ha. Jens havde den sidste dag også sørget for frokost fra hallen. De andre lærere fnyste lidt, da mad fra hallen normalt er ret så dårligt, friturestedt og brændt på. Men til gengæld var det smørebrød i dagens anledning, dog meget elementært og med noget underligt rugbrød – men jeg nød æggemaden med rejer.

Kinakål

Lærersamarbejde

Dagen angående kurset var faktisk også super interessant. Michelle og jeg fulgte udskolingsteamet, hvor vi skulle planlægge et tværfagligt forløb omkring temaet ”Elværket brænder”, hvor alle fag skulle inkluderes. Utrolig spændende, og virkelig lækkert at blive hørt og taget alvorligt i henhold til konkrete forslag.  

Caferundtur – vores cafenavn Tuttu lututu (engelsk rensdyr)

Til fremlæggelsen af vores projekt havde jeg lavet en lille forsmag på, hvad man kunne lave i et danskforløb samt et solcelleanlæg til fysik/kemi. Her skal det lige understreges, at eleverne har dansk som andetsprog, og mange derved har utrolig svært ved det danske. I udskolingsteamet har vi derfor diskuteret, at det er væsentligt at tilrettelægge et forløb efter forskellige læringsstile – en praktisk- og en bogligorienteret læringsstil. Mit produkt til fremvisningen af vores undervisningsforløb var et multimodalt produkt ved brug af photostory, hvor billeder, musik, voiceover, effekter og tekst bliver sammenkoblet i en lille film. Jeg havde benyttet kursuslederens billeder, og derfor var det en meget aktuel lille positiv film fra kurset og derfor også lidt sjov. De andre lærere virkede i hvert fald begejstrede for ideen, og kom også med flere spørgsmål til selve programmet. Super optur at skulle indgå i et virkeligt team og samarbejde med resten af lærerne på skolen – og at det endda virkede så udbytterigt for lærerne og mig selv. Man bliver som ny, hvis man selv er lidt opsøgende, faktisk utrolig hurtigt accepteret og værdsat. Efterfølgende stod jeg også for at forklare lærernes mål med forløbet samt evalueringsaspektet, hvilket Kerstin og Tim fint lige fik puttet over på mig til selve fremlæggelsen. J Jeg har gennem dette fundet ud af, at man skal tale lidt langsommere og benytte sig noget mere af mimik og meget intens øjenkontakt overfor sine medhører for at sprogbarrieren bliver brudt.

Fodbold

Efter at have hyggesnakket med Kerstin dragede Michelle og jeg vores numser op af en sindssyg stejl bakke op mod hallen. Her må jeg godt nok indrømme, at jeg er blevet glad for mine pigsåler. Der er virkelig glat, da vejret er isnende ned til minus 10 grader med ret stærk vind og ellers klar sol. Nå, vi når op i hallen, og sætter os på tilskuerrækkerne. Det varer ikke længe, før vi bliver spurgt, om vi ikke vil være med. Vi sidder dog i almindeligt tøj, store støvler og skiundertøj. Det ender dog med, at Michelle er med til træningskampene, hvorefter jeg går hjem døden nær af sult. Jeg skulle nok have været frisk og hoppet med ind på banen, kan jeg godt fortryde lidt, men der kommer vel en anden god gang.   

Michelle og Sarah diskuterer taktik

Fodbold om sommeren

Hundefodring

Sent en af de første aftner havde vi lovet Sarah (Michelles naturfagslærer) at gå med ud at fodre hendes hunde, så vi selv kunne fodre dem dagen efter, idet hun og kæresten skulle ud og sejle. Jeg har lige siden, vi kom, fået at vide, at man absolut ikke må nærme sig hundene og bare skulle råbe højt og sparke ud efter dem, hvis de skulle finde på at nærme sig. Derfor var jeg altså også noget nervøs for at skulle gå ind gennem sådan et spand af hunde. De gøede voldsomt og hoppede ivrigt for at få mad. Der var så ikke rigtig nogle problemer, Sarah kunne kæle med dem, så det gik helt fint. Jeg kunne forestille mig, at disse hunde havde lidt mere dansk kulturarv end de hunde med grønlandske ejere.  

Inden hundefodring - der er koldt om aftenen

Sarah og sin vilde hund

Dagen efter, hvor vi selv skulle fodre dem, var det dog lidt en anden sag. Sarah havde lagt en sød lille seddel og en harddisk med film på til os. Meget hyggeligt. Dog knap så hyggeligt, da vi skulle ned efter foder til hundene. Det foregik nede i Sarahs kælder, hvor en hval lå parteret og lugtede ret voldsomt, så ens næsebor spærrede sig ret meget op og en kvalmende fornemmelse i maveregionen fremkom.

Sarahs seddel

En fremmed hund løb efter os, hvor vi både havde friskt spæk og hundefoder i hænderne. Det var knapt så behageligt, men flot pelset og kridhvid var den. Efter maden var fordelt ud til de fem forskellige hunde, kan vi se, at en af hundene har gjort sig fri af kæden. Fedt nok, så begynder jagten og de søde ord til hunden. Det lykkedes dog imidlertid ikke, og vi måtte vende snuden hjemad godt klamme i hænderne af spæk og hundemad med en liflig duft samtidig. Michelles jakke og begge vores par handsker skulle i hvert fald vaskes.

Fridag og shopping

Imponerende dag at vågne op til. Jeg trækker gardinet fra og råber ind til Michelle: ”Har du set alle de nye isbjerge?”. Det har været en stormfuld nat, og jeg er vågnet et par gange i løbet af natten grundet vindens susen omrking vores lille hus.  Denne vind har så gjort, at der er kommet rigtig mange store som små isbjerge til. De største er nok på størrelse med et rimelig stort parcelhus. Ret imponerende og voldsomt. Så føler man virkelig, at naturens kræfter er så meget større end menneskets.

Shopping er måske så meget sagt, men vi ville lige vandre ned til byen for at se souvenirbutikken og ellers kigge efter andre steder, hvor man kunne købe noget typisk grønlandsk. Priserne er himmelhøje og udbuddet er utrolig lille. Jeg kiggede efter om, man kunne få sælskindshandsker eller –futter, øreringe lavet ud af ben eller noget specielt grønlandsk. Men der var kun nogle enkelte dyre grønlandske figurer til prislejet mellem 600-1000kr samt et armbånd til 1900kr. Jeg overvejer dog armbåndet, da det har alle de kendte grønlandske dyr på sig, men får jeg det brugt også til den pris? Man kan dog bestille handsker og futter, men det lyder lidt besværligt og noget dyrt. Jeg købte dog en hvid julemand på tilbud, som nu pynter i vores stue og spreder lidt julestemning.

Vores julemænd

Bagning plus andre detaljer

Michelle og jeg er måske en lille smule forskrækket over det generelle prisniveau i Grønland og manglen på brød, så vi bager på livet løs både rugbrød og boller. Jeg er begyndt at føle mig helt huslig, mere end jeg nogensinde har været før. Eksempelvis koster en 1½ liters vand mellem 15-26 kroner alt efter, hvilken butik du går ind i. Så har vi også købt lækker røget hellefisk ’qaleralik’ til tærte, så jeg bliver endnu mere huslig med den mest fangede fisk i dette område af Grønland.

Pizzabillede

Vores fridag skulle egentlig være gået med at sejle med vores fysik/kemilærer Tim, men grundet blæsten turde han ikke sejle ud i sin lille jolle. I stedet er dagen gået meget med at undre sig over, hvornår vores meget pressede toiletspand bliver tømt (som hippieskoleleder Jens, har fortalt os, sker to gange om ugen).

Toiletbillede - vores spand med låg

Mit første fald skete faktisk også i dag. Jeg prøvede at redde Michelle fra at skvatte, så skvattede jeg selvfølgelig selv. Det gjorde dog overhovedet ikke ondt, og vi grinede bare af den komiske situation, men det samme gjorde de seks børn også, som stod over på den modsatte side af gaden. Fedt.

Vi forsøgte igen, igen at tænde og opsætte tv’et, og pludselig var DR1’s tv-avis igennem. Åh, det var rart at kunne følge lidt med, dog lidt skuffende, at det stadig handlende mest om Lars Løkkes flyrejser. Men denne fornøjelse var kort – ti-femten minutter, og siden (2 dage siden) har vi ikke kunnet få signal igennem igen. Men nu har vi fået lov at låne en harddisk af Sarah, så pt. er der blevet set ’Jagten’ og ’Snowwhite and the huntsmen’.

Jeg var lige et smut nede på skolen denne dag også for at gå på internettet og finde en cd-rom, så Michelle og jeg kan lære og sige, hvad vi hedder på grønlandsk. Denne søgen efter cd-rommen var faktisk en smule uhyggelig, da jeg var helt alene på skolen, og det var mørkt. Jeg rendte rundt på grundetagen og i kælderen i alle depoterne. Pludselig efter at have været inde i måske 10 depoter, åbner jeg så døren ind til naturfagsdepotet, og selvfølgelig skulle der stå en torso, hvor man kan tage alle organerne ud og blive lyst op i måneskinnet. Hold da op, hvor blev jeg forskrækket, så var det vist ved at være tid til at gå hjem og begynde på noget aftenmad. Og på vejen hjem bemærkede jeg nogle brune pletter i sneen – det er så senere gået op for mig, at disse pletter kommer, når toiletmændene vælter toiletspandene over i deres tank med afføring.

Spøgelse på billedet - eleverne er seriøst bange for spørgelser ;)

(mig, der ånder)

Små søde hundebasser på vej hjem fra skolen

Ud mod fjeldet på østsiden

Jeg kigger mig i spejlet og ser den begyndende lækre farve, som mit ansigt har fået af at gå så meget udenfor i høj solskin. En anden ting, som jeg lige tilføje er også, at grønlændere ikke bruger makeup. Jeg har kun set en person i lidt over en uge med makeup. Så det nyder jeg, at man ikke behøvedes at tænke på om morgenen.  

Dagen skulle bruges på at vandre ud mod fjeldet. Vi afprøver lidt forskellige veje, men ender alt for højt oppe ift. at kunne fortsætte ud mod fjeldet, så vi finder en fin trappe, som vi kan gå ned ad. Denne trappe ender så ude i absolut ingenting andet end hårdt klippe. Dvs. Michelle og jeg skal til at klatre ned. Ikke noget videre kønt syn. Jeg må også indrømme at være en smule presset lige et enkelt sted, hvor det var meget stejlt og svært at få fodfæste. Nedenfor klippen kom først en hund, så en til. De sad bare og ventede til vi måske faldt ned, og der var mad på vej. Efter at have set og fået at vide, hvordan hunde de omringer små børn, der falder eller er klædt i sælskind, kunne man godt være lidt bange, men heldigvis strejfede tanken mig først lang tid bagefter.

Trappen sluttede, og det kunne man ikke umiddelbart se, da man påbegyndte trappen

Vi gik og gik. Det var faktisk pænt hårdt for benene med de stigninger, som man finder heroppe. Vi kom forbi en fuldstændig tilsneet fodboldbane, hvor vi holdt hvil for en lille opkvikning i form af chokolade, hvor vi ellers bare nød udsigten på nogle ret så ustabile stole.

Opkvikning

Bemærk Michelles stol :) 

Efter utallige løse hunde, en gravplads og en dump (affaldsplads) stoppede vejen pludselig og gik ud i kun klipper. Der stod vi så og nød udsigten og så to isbjerge kælve. Det er ret utroligt, når man hører et brag i den ellers bragende stilhed. Jeg kan ikke andet end at finde det fascinerende.

Vandet er ved at fryse til

Kirkegård på vejen ud mod fjeldet

Udsigten på vej ud mod fjeldet

Kælvende isbjerg

Se video her: Tsunami i Uummannaq, når isbjergene kælver 

Michelle og jeg på vej mod klipperne

Der vokser faktisk en lille smule blomster heroppe - de første jeg har set indtil nu

Slædekørsel

Jeg var på vej ud for at fotografere solens refleksioner i vandet, men en pige råber ’hej’, og pludselig har jeg en lille nysgerrig pige med til at tage billeder samt jeg skubbede hende på hendes slæde. Hun lokkede mig også til at tage en tur med hende og en alene, hvor jeg absolut skulle ligge på maven. Ej, okay. Det var faktisk skide sjovt J Jeg håber jeg kommer til at møde hende noget mere, så vi kan køre noget mere på slæde sammen. Hun gik åbenbart i femte klasse, men kunne nærmest ingen danske ord, så det var lidt med fagter, men det er også sjovt nok.  

Billeder af lille pige og mig

Ting, der er gået i stykker

Mit 1,7kg tunge kamerastativ væltede inde i stuen lige efter første gang, at det blev brugt. Det har desværre medført at et lille håndtag er knækket af, og jeg ikke rigtig kan stramme den øverste møtrik. Nå, endvidere har en af skolens lærere sagt, at han gerne ville købe det, når jeg tog hjem. Så må han lige prøve det, og se om det er interessant. Har bare ikke helt besluttet mig for, om jeg vil af med det. Mon jeg kommer til at bruge det i fremtiden?

Mine elskede pigsåler er desværre også gået tabt. Den ene blev væk hjemme i huset, regner dog stadig med, at den dukker op et sted. Den anden har jeg så tabt under fjeldvandring, så den kommer nok aldrig tilbage igen. Jeg har kun været her i en uge, så jeg håber bestemt ikke, at statistikken fortsætter på denne måde.

Nå nu går turen over mod min dansklærer til en kop kakao. Over and out. 

De første dage i Grønland

Stunder fra min Grønlandstur

Hundehyl fylder luften fra de mange slædehunde, som står lænket til deres plads udenfor på klipperne. Jeg sidder varmt og lunt efter radiatorerne er blevet tændt på tre inde i vores stue med smuk udsigt over bugten.  Vi er efter en lidt turbulent ankomst med svære mellemlandinger og to aflysninger endelig fået vores første nats søvn i vores egen lejlighed.

For Emmas skyld :) 

Rejsen hertil har som sagt været en smule kaotisk, men på en autentisk og paradoksalt nok også på en afslappet måde. Dette kan jeg forklare med, at alle virker så enormt rolige og flinke samt altid har udtrykket ”måske” i baghovedet. Så da vi umiddelbart ikke kunne lande i Søndre Strømfjord grundet tåge, tog alle det helt stille og roligt – næste fly blev bare udsat, så alle kom med samt man bare skulle slappe af og nyde udsigten. Vi valgte at gå hen til informationen i lufthavnen for lige at sikre os, at vi ikke skulle tjekke ind eller på anden måde give os selv til kende inden næste fly. Da vi når skranken, hvor vi fortæller, at vi er på vej til Ilulissat, spøger informationsmanden, om det er i bus eller tog. Hertil svarer jeg meget hurtigt og slet ikke overvejende, at vi skal skifte til fly videre (Note: Vi står i en lufthavn, samt vi er på Grønland – der kører ikke bus og tog på Grønland, meget sjovt.)

Fodgængerovergang i Søndre Strømfjordslufthavn

Aflysning af vores videre rejse

Min rejsekammerat Michelle og jeg kommer så med næste fly videre til en by ved navn Ilulissat, hvor vi lander klokken et om eftermiddagen i halvmørke. Der er smukt i Søndre Strømfjord – her er smukt, men dog på en anden måde. Der flyder kæmpemæssige isblokke rundt i vandet og indrammer det bugtlandskab, som vi befinder os i. Vores tur her blev lidt længere end forventet. Vi havde en time og 20 minutters mellemlanding inden næste fly, men da vi skulle boarde blev vejrsituationen taget i betragtning, og vi blev nød til at vente på nærmere besked…

Vejret var en smule trykket, men overhovedet ikke dårligt – efter min overbevisning - lidt under frysepunktet og lidt mørkt. Dog bliver vores fly aflyst grundet tåge specielt på næste landingsplads, og vi når ikke til Uummannaq inden efterårsfesten om aftenen, som vi ellers skulle have været præsenteret til.
Jeg spørger i lufthavnen, inden vi forlader denne om man kan tage en båd videre til Uummannaq, men igen blev jeg grint lidt ad – på dette tidspunkt af året i oktober er der begyndt at komme så meget drivis fra nord, at bådtrafikken stopper fuldstændigt.

Hotel Arctic

Vi bliver indkvarteret på det fornemme Arctic Hotel – det fineste hotel i Grønland, hvor præsidenter fra USA har boet. Efter lang ventetid over en time får vi endelig tildelt et værelse, og jeg joker lidt med, at vi sikkert får en suite. Ganske rigtig bliver vi placeret i nordfløjen i en superior plus suite (fås absolut ikke bedre) med udsigt udover den mest fantastiske og tryllebindende bugt med store isbjerge og solen i rødlige nuancer reflekterer isen sammenpresninger i de forskellige hvide og blå farver. Det var virkelig helt imponerende og fængende at få lov at kigge ud over dette prægtige landskab – aldrig har jeg set noget flottere. Det bliver virkelig slået af alt det, som jeg har set på tidligere udlandsrejser.

Udsigt til fra vores lækre suite  

Michelle og Birgitte i ødemarken

I lufthavnen henvendte en dansk mand og en grønlandsk kvinde sig til os, og tilfældigvis skulle de også videre til Uummannaq og holde et kursus, som vi tilfældigvis skulle deltage i. Meget tilfældigt og utrolig belejligt. Finn, som manden hed, fortalte os om gode ruter i Ilulissat by, hvor vi kom forbi slædehunde og ud til Unescos verdensarv i form af Icefjord.  Vi fulgte rådene og vandrede afsted dog ikke med den store stedssans voldsomt nærværende, idet tågen havde lagt sig som et tykt tæppe over byen.

Slædehundeghetto i Ilulissat

Hele landskabet befandt sig meget hvidt i hvidt, hvorved vi en fejl kommer til at følge en forkert rute. Vi undrer os over, at der ikke så ud til at komme nogle isbjerge i sigtet. Heldigvis møder vi en vvs-mand midt ude i næsten ingen ting, som siger ”I ser ud til at være faret vild. I skal bare gå tilbage nedad trappen og ud mod venstre.” Det var utroligt rart at møde ham, ellers kunne vores udflugt have blevet noget af en tur.
 Vi bevæger os ud mod det, som vi har fået fortalt som noget af et syn, dog meget uanede om, hvad vi i virkeligheden befinder os i grundet tågen. På gåturen kunne kun høres hundehyl og den ellers utrolig buldrende stilhed. Jeg, som kommer fra en forstad til Aalborg, har aldrig oplevet så meget stilhed og atmosfære et sted. Vi nåede Icefjord, hvor en af Grønlands største gletsjere munder ud – pragtfuldt syn selv i tåge. Efter mange billeder kommer Michelle og jeg ved et tilfælde til at snakke om, hvad vi i alverden skulle gøre, hvis en ulv eller et andet stort dyr skulle lure i bjergene omkring os. Vi var trods alt helt alene to danske praktikanter på første dag ude i vildmarken omkring 40 minutters gang tilbage til noget, som lignede civilisation. Tilfældigvis og meget rart så lettede tågen ganske hurtigt. Idet tågen letter, kan jeg se på en bjergtinde omkring 100-200 meter væk, at der sidder noget, som tilnærmelsesvis ligner et dyr – dog ubestemmeligt både af størrelse og art. Det gjorde at begge vores hjerter begyndte at hamre en smule ekstra, og vi turde faktisk ikke gå videre. Bevæger det sig, bevæger det sig ikke? Vi blev enige om, at dyret bevægede sig, og idet, at det var på så stor afstand, valgte vi at vende snuden hjemad i imponerende hurtigt trav. Vi skulle ellers have set andre spændende seværdigheder på turen, men vi valgte til nogens glæde den sikre løsning i dette tilfælde.

På vej ud i ødemarken

Icefjord

Vi endte på et lille spisested og vendte ellers snuden mod hotellet til en god nats søvn efter meget lidt søvn det forrige halvanden døgn samt tidsforskel.

De første dage i Uummannaq

Morgenen efter stiller vi en halv time før afgang i hotellets reception med vores kuffeter klar til den lækre morgenmad, som vi er lovet. Vi får dog den lækre meddelelse, at der er et minut til bussen kører mod lufthavnen, da indcheckingsystemet på hotellet er gået ned. Dvs. vi hverken fik aftenmad eller morgenmad, vi tog dog en bolle med i hånden. Airgreenland fralagde sig alt ansvar fra at skulle betale aftensmaden, hvilket vi dog senere fandt ud af ikke er en overholdelse af serviceloven for flyselskaber ved forsinkelser. En lille smule bitter og stresset følte jeg mig denne morgen, men da vi ankom til lufthavnen, efter at have tabt min bolle i sneen, gik alt rigtigt stille og roligt. Flyet måtte dog afvente letning, da vi ellers alle sad i flyet grundet frost på skroget. Men efter en overhældning af noget frostfjernende væske kom vi på vingerne.

Vi landende i Qaarsut til største fornøjelse. Gud, hvor var det dog det smukkeste. Solen steg stille op over indlandsisen med rødorange nuancer over det isblå hav. Månen stod stadig prægtigt over denne kolde egn – et imponerende syn, eg var tryllebundet.

Qaarsut lufthavn - udsigten herfra

Mødet med den anderledes skoleleder Jens

Den sidste del af turen mod vores bestemmelsessted forgik i helikopter anført af to ret så flotte svenske piloter – undskyld Morten J. Igen smuk tur i solopgang. Vi ankommer dernæst til den mindste lufthavn. Dog er lufthavnene, som vi er kommet længere og længere nordpå blevet mindre, men dette var et lille hus på omkring 50kvm med tilhørende garage. Meget humoristisk at tænke på. Vi kommer inden døre, hvor vi afventer skolelederen hente os. Umiddelbart svært lige at lokalisere, hvem der vil kendes ved os? Men efter lidt tid henvender sig en mand iført sandaler, tykke sokker, læderjakke, hestehale og en brasiliansk cowboyhat sig til os. Det var Jens, skolelederen. Hans sædvanlige taxi (Pouls taxi, som han kører med dagligt) ventede udenfor. Det gjorde den bare ikke helt hundrede procent, da vi fik båret vores kuffeter derud. Vi ventede 40 minutter, hvorefter Jens ringer til Poul. Poul troede ikke, at vi kom før med den næste helikopter. Endelig kom Poul efter et tidsrum, hvor Jens havde nået at ryge omkring 6 hjemmerullede cigaretter. Han puslede den ene efter den anden, samtidig med han fortalte, om hans tvivlende organisatoriske evner. Dette var eksempler såsom, at skolen var estimeret til 32 lærere, men han i øjeblikket kun havde 28, selvom han havde flere ansøgninger til at lægge.

Uummannaq by og ø

Vores store hus med fantastisk udsigt

Vi blev indkvarteret i skolens vakantbolig – kæmpe sted. 3 værelser, en stue, bryggers, køkken, 280 graders balkon ud til isfjord, øer og alt hvad sig dertil hører. Umiddelbart fint, dog selvfølgelig grønlandsk og lidt snusket. Toilettet er dog ikke noget at råbe hurra for. Det er en spand med låg, som bliver tømt to gange ugentligt. Wee. Jeg har skulle tage mig noget sammen til at gå derud.

Udsigten af mit værelse

Udsigt fra køkkenet til legende børn helt ud på de sene nattetimer efter midnat

Høje priser i Grønland

Michelle og jeg blev forladt af Jens med et peg i sydvestlig retning ligger en købmandsbutik, som muligvis har åben, i så flad vi ønskede aftensmad samt en påstand om internet og tv i huset. Vi vader i retning af indkøbsmuligheden, dog forvirrede, men prøvende. Vi finder efter særdeles stejle skråninger og allerhelvedes mange trapper nogle butikker, hvor vi køber ind til risengrød og lasagne. Denne indkøbstur gjorde os bekendt med at alle priser på skiltene ikke helt passer, gerne 4-6 kroner oveni samt kød- og fiskepriser er voldsomt høje. Vi købte nemlig 500g oksekød til 54 kroner.  Mine ben rystede hele turen og hver gang man stod stille. Stigningerne er næsten værre, end da jeg besteg Pan de Azzucar og Roraima i Venezuela.

Imødekommende og behagelig befolkning

Mange lokale var utrolig nysgerrige angående, hvem vi nu var.  Jeg smilede, sagde hej og nikkede til dem, som jeg mødte på gaden. Alle virkede utrolig imødekommende og meget smilende. Det har været en meget indbydende fornøjelse at gå tur i byen og møde folket. Michelle og jeg fik efter bagepapir, som vi glemte i første omgang, hvor vi bliver stoppet af en lyshåret kvinde, der spørger, om vi er de nye praktikanter. Dette måtte vi svare ja til, hvorefter hun spørger, om vi har lyst til at tage med hende for at rense ryper efter jagt. Det svarede vi pænt ja til, og fulgte hende op af nogle enorme trapper. Hun boede nemlig i udkanten af byen, hvilket tog omkring 15-20 minutter at gå ud til. Byen er meget begrænset af størrelse, og man kan næsten se fra den ene til anden side. Der er nemlig ikke så meget mere end denne by, da vi er placeret på en meget lille ø, dog med et fjeld, som vi håber på at komme ud at kigge på, når vejret ikke gør terrænet så galt. Hos Sarah, som læreren, der fandt os i nede u byen, hedder, fik vi lov at plukke ryper, hugge hovedet af dem og have en lang politisk og socialkulturel diskussion om Grønland. Denne samtale Sarah og hendes kæreste gav virkelig stof til eftertanke omkring vold, misbrug, korruption, fattigdom og fangersamfund samt også mere positive ting som sammenhold og en vilje til at hjælpe hinanden. Meget givende og meget til større tankemæssig bearbejdning.

Som sagt er befolkningen meget interesserede i, hvem vi er. Og så sandelig er børnene også det, selvom en kæmpe sprogbarriere skiller os ad, har nogle børn kaldt os ud midt i opvasken for at hjælpe dem med kæmpe snebolde og nok også for gerne at ville lege med os. Det har været utrolig hyggeligt og vi ser dem dagligt flere gange om dagen. Vi er så småt begyndt at lave lidt sjov og ballade med dem. Det skal nok blive underholdende i længden.

Plukning af ryper

Det intense rejsekammeratskab

En anden sjov ting ved Michelles og mit ophold her i Uummannaq er også, at vi er meget intenst sammen hele tiden, så selvom vi måske kun har kendt hinanden i få dage, virker det allerede som meget længere. Det er også en interessant oplevelse ved at have en rejsekammerat J. Vi har hverken internet, tv eller spil, så det bliver meget hyggesnak i stedet.

Vi fik også ret strengt at vide, at vi nok ikke ville kunne bruge vores egne computere på skolen, da man i Grønland kører over en form for modem, hvor der betales for det antal megabytes, som bliver brugt. Dog var en af lærere så rar at give os det tip bare at hive internetstikket ud af skolens maskiner og ind i vores egen. Thumps up J 

Første skoledage – kursus og efterårsferie

Vi fik endelig mødt vores praktiklærere og alle de andre på skolen, utrolig søde og imødekommende. Vi skal allerede ud og sejle med vores fysik/kemilærer på torsdag d. 24/10 samt hans kone måske kan sy noget af sælskind til mig mod et mindre beløb. Tim, vores fysik/kemilærer, fortalte også om fjeldet og gåture derud, samt den blå sø, hvor alt drikkevandet kommer fra. Både Michelle og jeg har oplevet ret voldsom hovedpine de par dage, som vi har været her. Tim fortæller endvidere, at vi ikke direkte skal drikke vandet fra hanerne, da vandet er meget forurenet grundet afbrænding af affald, som spreder giftstoffer henover den ellers total rene sø.

Vi har deltaget i et kursus angående teamsamarbejde i skolen, hvilket har givet en utrolig god indgangsvinkel til skolen og ens kollegaer. Det virker hårdt for lærerne, de har mange flere fysiske timer i klasserne end danske lærere, samt de er underbemandet, har en stor sprogbarriere og mange ramte og uinteresserede børn med en helt anden skolekultur og manglende vilje til at ville verden noget.

Atuarfik Edard Kruse – vores praktikskole

2. dag med kursus og grønlandsk undervisning – Facts

Jeg er blevet helt pjattet med at være her. Alle er simpelthen så søde, og det er så behageligt at arbejde i smågrupper til kurset angående ”Lærerteam i skolen – lærerroller og ny faglighed”. Jeg føler virkelig, at jeg kan bidrage med noget konstruktivt og alle de andre lærer meget gerne vil høre på mig. Jeg lærer også utrolig meget og føler mig styrket i mine holdninger – Jeg får virkelig også fyret nogle notater ned på papir.

Min egen praktiklærer i dansk og jeg har virkelig fået snakket sammen i dag. Både angående min ide om at videofilme min tiende klasse i henhold til evaluering samt en walk’n talk-opgave, hvor vi gik arm i arm. Meget intimt faktisk, men også utrolig hyggeligt. Hun er 27 og fra Århus samt hun virker rigtig frisk og nem at snakke med. Så jeg er ovenud glad for hende og også min anden praktiklærer Tim.

Han kom og fortalte mig i dag, at han havde fundet en ældre kvinde i byen, som gerne vil sy sælskindsfutter til mig til halvpris. Det var virkelig en stor gestus, og så kan jeg samtidig bidrage til en ellers hård økonomi. Så selvom folk måske tror, at sælskindstøj er billigt, idet de selv fanger sælerne. Men næ nej, det ser ud til, at der ligger rimelig hårdt knofedt i arbejdet med en standhaftig nål og tråd samt købekraften på Grønland slet ikke rammer i nærheden af Danmarks balance på det område – derfor vil jeg hellere end gerne give 400kr for et par sælskindsfutter. Det er simpelthen så behageligt at være her, at jeg nok også gerne giver hende en anden form for tak. Hun må hellere end gerne lave hele min bestilling med luffer og det hele også.

                                                               Solopgang ved kursusdag 2

Efter kursusgangen i dag, var vi inviteret til grønlandsk undervisning, hvor vi skulle se en film fra 1983 med Thomas Eje og Rasmus Byrendth (Grønlandsk sanger) i hovedrollerne. Imponerende, hvor meget vi fik ud af at se den film og snakke med de andre omkring grønlandske skikke. Så dermed ser jeg mig nødsaget til at lave en faktaboks, hvor man kan læse om sjove og mindre sjove fakta fra Grønland --> se i marginen

Efter dagens afslutning på skolen sender en af lærerne os den hurtigste vej til købmanden, så vi kan nå den, inden den lukker. Hmm den hurtigste vej?

Skriver snart et nyt opslag, hyg jer så længe :)