Småstress og candyfloss

Min gode ide omkring meget personlige hjælpeark til eleverne gør, at jeg er en smule i søvnunderskud i dagens anledning. Min sidste rigtige arbejdsdag. Jeg kom i seng halv tre og op igen kvart i syv. Timerne i dansk går faktisk super godt med de ark, som jeg har lavet. Det krævede meget arbejde, men det giver også rigtig meget igen for eleverne, så det er en stor succes. De får alle afsluttet deres artikel, og den skal nu gennemlæses og kommenteres, inden en formal evaluering med eleverne kan gå i gang. Jeg løber vitterlig talt rundt i flere timer denne formiddag for at stille videokamera op, scanne, finde elever, der ikke har afleveret, ordne andre ting osv. osv.

Men det er det hele værd for den formale evaluering, hvor jeg sidder ved et bord med en enkelt elev af gangen giver dem bare så meget. Det er virkelig fedt, men jeg har også lavet et kæmpe arbejde i at kigge alles mapper, kommentere deres noter, se deres udvikling, kigge på deres spørgeskema omkring forforståelse og motivation, rette deres artikel, give gode råd til fremtiden… Men det ser ud, som om at de fleste rigtig gerne vil snakke med mig, og de kan bruge deres feedback til noget.

Da jeg er færdig med eleverne, så har min praktiklærer i fysik/kemi eksperimenteret med en candyflossmaskine, så et styk stor candyfloss til en meget træt og brugt Birgitte – der blev jeg meget glad. Jeg sidder sammen med skoleinspektøren, Michelle, Sarah, hendes kæreste og et par andre på skolen fredag eftermiddag og hygger. Bare slapper af og hyggesnakker. Det er da nice, at man kan det, uden folk skal skynde sig ud af døren.

Flyene

Michelles kæreste skulle være ankommet til Uummannaq i dag for at holde ti dages ferie med hende, men flyvene er blevet udskudt, forsinket og aflyst på stribe. Men han er forholdsvis heldig, da hans forbindelse som en af de eneste kom i luften, hvorved han endte i Ilulissat til en overnatning med forhåbning om at flyve videre i morgen.

Jeg krydser stadig fingre for at mit fly afgår tirsdag, så at det bliver lidt forsinket, gør ikke så meget. Bare jeg er hjemme tirsdag aften eller nat. Please!!!

Hjertefri

Jeg har aldrig forstået hjertefri, men så i et svagt øjeblik og måske en lidt omtåget hjerne sætter jeg mig for, at det skal jeg da lære reglerne indenfor. Det udmunder så i, at jeg sætter mig til at læse reglerne og spiller en del spil for at forstå slagets gang. Nu kan jeg faktisk godt lide og har vundet to gange ud af 6 eller 7. Min svigerfar har i små bemærkninger skubbet lidt til os alle sammen for at lære det, da han er rigtig opslugt af det, så nu kan jeg komme hjem til dem og sige, at jeg kan spille ’Hjertefri’.

Efterskolelærer?

Fysik/kemiundervisningen i dag er min sidste af sin slags. Det har været lækkert at være lærer i fysik/kemi. Det skal jeg helt sikkert være, når jeg bliver uddannet lærer.

I timen i dag arbejder klassen med magnesium, der skal brændes. Jeg har understreget ret så kraftigt overfor eleverne,

at magnesium ikke er for sjov, da det kan selvantænde ved kontakt med luft. En af grupperne skal sætte en magnesiumstrimmel over en gasflamme, men ham der gør det, er vist lidt nervøs, så han taber det brændende stykke magnesium på træbordet. Det brænder sig ret hurtigt ned i træbordet. Jeg er meget glad for, at jeg stod lige ved siden af, så jeg kunne hælde vand udover det.

Nogle gange synes jeg så til gengæld ikke, at eleverne har respekt for tingene. Jeg har tilfældigvis ryggen til nogle elever, og da jeg vender mig om, ser jeg, en elev med munden på slangen til gasflammen og en anden elev med en lighter i hånden. På den måde fik de faktisk en gasflamme frem. Betryggende… Man skal virkelig være opmærksom som lærer. Det er noteret bag øret.

Det er min afsluttende time med dette hold, og da jeg fortæller dem det samt siger pænt farvel til dem og faktisk har givet dem fri, så vil de ikke rigtig gå alligevel. Nogle kommer op til mig for at få hjælp til det sidste, inden jeg smutter, og andre kommer og siger pænt tak for undervisningen. Det er noget, som man skal tage som et kæmpe kompliment her i Grønland. Eleverne er på nogle områder ikke opdraget så godt og er meget ligefremme og direkte, så en kulturel kode er, at hvis de siger ”tak for i dag” eller ”tak for undervisningen”, så er det et udtryk for, at de har været rigtig glade for undervisningen.

Min praktiklærer i fysik/kemi sagde til mig i dag under evalueringen, at jeg har utrolig god relationskompetence i forhold til eleverne, og han derfor synes, at jeg vil passe godt som efterskolelærer. Jeg tager det som et utrolig stort kompliment, men efterskole har jeg slet ikke overvejet – endnu.

Total styr på det kamera dér

Efter forældre-hjem-samtaler går jeg mod Michelles og min ’lækre’ hybel (den er udmærket), hvor Michelle har lavet mad til mig, da jeg har haft en lang dag med mange praktiske gøremål. På vejen hjem ser jeg nordlys over Storøen, så er det jo bare med at få hele grejet ud og lege. Jeg har endelig fået styr på alle indstillinger til at kunne fotografere nordlys. Der er virkelig mange! Jeg får nogle fantastiske billeder. Jeg hopper helt af glæde, hvorefter min Michelle griner lidt af mig.

Både grønt og lidt rødt nordlys

God ide

Til det omtalte forældremøde, der fik jeg en god ide til min danskundervisning. Eleverne har meget brug for hjælp, så derfor laver jeg et meget personligt hjælpeark til hver af dem. Det tager mig ca. 5 timers forberedelse til kun 2 lektioners undervisning. Men jeg tror, at der er godt og meget personligt og differentieret. 

SHOPPING for første gang I seks uger – og sne!

Nu skal det bestemt ikke lyde som om, at jeg har været desperat efter at bruge penge. Det har faktisk været en hel lettelse, at der ikke er så meget at bruge penge på. Michelle og jeg er fra dagen i forvejen blevet enige om, at vi skal købe en T-shirt, hvor vi kan male en rigtig fin tupilak på. Det er fat besluttet, at vi går omkring elleve tiden, da butikken først åbner der, og Michelle nu har fundet ud af, hvor meget jeg hold af søvn til langt op af formiddagen. Det er en af mine svagheder – indrømmet.

Jeg er stået op i fin tid, men alligevel sidder Michelle og jeg og nyder vores fridag, mens vi ligeså stille og roligt lifligt drikker vores te. Det vil altså sige, at vi først kommer afsted noget over middag. Men altså heller ingen stress. Det eneste, vi skal nå, er, at jeg har et vejledningsmøde klokken femten. Dét med ingen stress. Det lever vi i hvert fald fuldt under på vores gåtur. Det har sneet imponerende meget i løbet af i går og i nat, så derfor er jeg helt vild i varmen efter at lave sneengle og lege i sneen. Jeg ved ikke helt, hvordan den lyst fremkom i mig, men lige da vi kommer ud døren, så er jeg bare klar: Der skal både leges jorden er giftig, så man ikke ødelægger det fine sne, sidde i sneen og kaste rundt med det. Jeg elsker seriøst at lege i sne. Jeg er begyndt at mærke min kreative/legebarns side virkelig kommer frem, når jeg er i praktik. Jeg sidder og klippeklistre, syr, skære i sten og ben, tegner, maler og alt muligt andet gjøl.

Billeder

Da vi endelig når ned til Butik 70, er der også gået en væsentlig rum tid, men vi har haft det sjovt. De T-shirt, som vi har et godt øje til er sat 50 procent ned sammen med en masse andet tøj, så jeg køber mig også en rigtig fin julefrokostkjole.

Vejret

De sidste tre dages tid har alt flytrafik været indstillet grundet sne, snestorm og tåge, og umiddelbart ser det ikke sindsygt lovende ud på DMI heller. Jeg er en smule nervøs for ikke at komme hjem tirsdag. Jeg kan ikke sætte en finger negativt på at være her, men timerne er ved at være afsluttet, og man er begyndt at glæd sig til at se Morten, sine kammerater og sine forældre igen – og faktisk også lidt mine svigerforældre og deres kat J

Snescooter

Da jeg kommer op til skolen, ser jeg en flot maskine stå udenfor, og jeg må ærlig indrømme, at min far har sat kriller i hovedet på mig, at jeg skal prøve en snescooter. Jeg spørger derfor ejeren, om man må prøve, og jeg får en lækker lille date med den fine snescooter i weekenden.

Sidder fast

Jeg er dårlig til at forlade skolen. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ved, hvad det kan være begrundet med. Der er to mulige løsninger: Den ene er, at jeg er doven og ikke magter at gå ud i det kolde vejr for at gå op af alle trapperne. Den anden er, at jeg arbejder bedst på skolen, hvilket jeg benytter mig meget af, når jeg er i Danmark. Så jeg tænker umiddelbart, at det er en indgroet vane, at jeg er så eminent god til at forlade skole. Jeg befandt mig på skolen til halv ni om aftenen denne onsdag, hvor jeg hyggede med at skrive blog og tegne tupilakker.

Da jeg endelig kommer hjem, får Michelle og jeg lavet aftensmad, og kort efter den er serveret går alt strøm i hele byen. Hvor lækkert, at vi havde nået at lave maden færdig. 

Kaos og kosmos

Kaos i EDB – de burde jo beherske det danske sprog på modmålsmæssigt niveau

Jeg kan roligt sige, at mine dansktimer ikke gik så godt i dag. Eleverne skal påbegynde deres artikel i dag. Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, at jeg har gjort meget for at gøre opgaven nemt forståelig. Det må jeg i hvert fald konstatere, at jeg nok ikke har i elevernes hoveder. Det er en blanding af, at eleverne er inde i EDB, og at de skal udtrykke sig på dansk. Mange af eleverne bliver urolige, da de virkelig higer efter den støtte, som man kun får lærer-elev imellem. Det er bare pokkers svært, nærmest sagt umuligt at nå dem alle, så jeg synes, at det er meget forståeligt med frustrationsuroen.

I den grønlandske forordning står der højt og tydeligt, at eleverne skal mestre det danske sprog på modermålsmæssigt niveau. De fleste lærere på skolen bedømmer i hvert fald ikke eleverne karaktermæssigt efter, hvad forordningen siger. En ting, som jeg kan undrer mig over, er, at i den grønlandske folkeskolelovs historie bliver der i 1967 lagt stor vægt på, at Grønland ikke må koloniseres af Danmark. Dette resulterer i større fokus på grønlandsk sprog og kultur i skolen, samt at dette nogle steder har medvirket til en negativ opfattelse af Danmark og den danske befolkning. Denne negative holdning eller national følelse for Grønland mærker man en lille bitte smule i skolen. Jeg vil dog understrege, at jeg på lidt over seks uger kun har hørt 4 negative ting om denne situation, derfor vil jeg angiveligt ikke mene, at ovenstående er fuldstændig repræsentativt. De fire ting består i, at ved en vikartime, hvor temaet er at udvikle byen imod en turistsucces, viser det sig, at nogle af eleverne ikke vil have turister til byen, da det vil ødelægge den grønlandske kultur. Det kan man diskutere, men det er i hvert fald et synspunkt, som flere elever deler. Det andet eksempel er opkvalificering af 11. klasser, hvor utrolig meget fravær samt modstand mod danskundervisningen samt ansatte danske lærere er forekommet. Tredje eksempel er, at I en ’joke’ har en lærer oplevet, at et grønlandsk festselskab har placeret afføringsekskrementer på vedkommendes trappe. Det sidste eksempel er frustration over sprogbarrieren, der er kommet til udtryk på skolen.  

Brandalarm og vilde elever

Ligesom jeg er på vej ned i fysiklokalet, så lyder brandalarmen. Det er sjovt, som man reagerer. Der er en snært af stemning, der betydeligt kan minde om historien ”Ulven kommer, ulven kommer”. Men der er jo ikke andet for end at gelejde rende rundt på gangene og følge alle eleverne udenfor. Ja jeg står så i top og en uldtrøje udenfor i mange minusgrader. Ikke mega fedt. Men heldigvis ikke mere end fem minutter, hvorefter alarmen bliver afblæst, idet en elev trykkede på brandalarmen i håb, om at få en returbillet til sin bygd. Det har nemlig tidligere været sådan, at som straf for at trykke på brandalarmen får man en flybillet hjem til sin bygd. Det kan man angiveligvis lige overveje, om det kan være blevet misbrugt en smule? Reglerne er i hvert fald på nuværende tidspunkt blevet ændret.

Dansktimerne udgør ikke noget pragteksemplar på min klasse, så derfor tager jeg en alvorlig snak med drengene nede i fysik/kemi. Jeg kan mærke, at det er vigtigt, at jeg får understreget denne episode som uacceptabel. Det er også vigtigt, at de ved, at jeg gerne ser, at vi får en god fysik/kemi-time. Det er hårdt at trække eleverne igennem det tunge stof omkring ionbindinger, men med lidt små militære tricks (som min praktiklærer så fint har udtalt sig om, at jeg benytter), så holder jeg heldigvis eleverne til ilden. Jeg tror, at de er ret pjattet med emnet. Jeg er i hvert fald af den overbevisning, at de er meget arbejdsomme.

Denne klasse har dog tendens til at miste fokus ret hurtigt, så det handler om at have eleverne aktiveret så meget som muligt. I denne forbindelse truer jeg dem lidt med en test, som de kan lave sammen med mig, hvis de ikke tager sig en smule sammen. Jeg har heldigvis testen i baghånden, så den bliver pænt fremvist til nogle enkelte larmebanditter. Det giver umiddelbart den smule ro, som jeg skal bruge resten af timen.

Det er min sidste fysik/kemi-time med dette hold, og de har været svære, men jeg er ret glade for dem alligevel. De er nogle gode drenge, og vi afslutter dagen supergodt. Jeg går hjem ovenud glad, og det gør nogle af drengene også. Så fra næsten totalt kaos til rosenrød fysik/kemi-time. Det er bestemt ikke dårligt.

Bedstemor Birgitte

Lige en sjov lille oplevelse fra de sidste par uger, så siger specielt en af eleverne, at den frisure, som jeg har gået meget med sin gymnasiet får mig til at være bedstemorgammel. Jeg synes nu ellers, at min knold oftest har et ret friskt udtryk. Men nu kan I måske forstå hvorfor, når I ser dette billede. Det ligger åbenbart i grønlandsk kultur (denne tradition er dog ophørt for omkring 50 år siden på vestkysten af Grønland), at kvinder har forskellige knolde alt efter alder og civilstand, hvilket vil sige min knold er en smule bedstemoragtigt. Jeg må give ham ret. Jeg er nu gået over til at have hestehale.

Mandage :)

Strømmen gik – sikke et kaos

Min undervisning med tiende klasse skal for første gang foregå inde i EDB-lokalet. Jeg vælger her specifikt at bruge betegnelsen ”EDB”, da denne betegnelse er den, som bruges i hverdagssproget på skolen. Jeg sagde til eleverne, at vi skulle ned til computerrummet, så måtte eleverne spørge Kerstin, hvad jeg dog mente.

Eleverne laver en brainstorm på computeren, så jeg kan se et før og efter resultat af noget gruppearbejde, som de skal lave herefter. Der opstår så bare et kæmpe problem, da de endelig er kommet ind og fået oprettet en bruger på mindmeister.com, at strømmen går i hele byen. Eleverne bliver ellevilde, og vil have fri, for hvad kan man lave, når strømmen er gået. Min tidsplan er ellers utrolig presset her til sidst, så det gør bestemt ikke mit begyndende stressniveau bedre. Jeg er så usikker på, om de kan nå at skrive en artikel.  

Jeg tager en hurtig beslutning og beder eleverne sætte sig ud i aulaen, da der stadig er en smule lys fra exitskiltene. Det bliver dog aldrig særlig optimal undervisning, da mange andre elever har fået fri indtil strømmen kommer tilbage, og derfor render rundt ude i aulaen. Min plan omkring deres brainstorm og udveksling med hinanden falder i hvert fald ret meget fra hinanden. Der er heldigvis nogle en del stykker, som gerne vil arbejde. Her kan man mærke, at alle de fordomme omkring grønlandske unge skal manes ret meget jorden. De vil faktisk gerne.

Efter timen får jeg de fleste af elevernes mapper udleveret, så jeg kan benytte disse til scanning, hvilket jeg skal bruge til at kunne evaluere på deres hidtil tilegnede kundskaber og færdigheder inden for sagprosa. Det er meget sjovt at kigge efter mapper igennem. Det giver et ret godt indtryk af elevernes personlighed – er de organiseret, knap så struktureret eller helt ligeglade med deres papirer.

Eskimo på linoleum

Fedt at være opslugt af sit arbejde

De sidste to gange, hvor Michelle og jeg har lavet ’kunst’ hos Pierre har været hyggelige, men ikke så selvstændige, så da vi færdiggjorde vores samlede maleri sidste gang, så håber jeg, at vi skal lave noget nyt, hvor man selv kan bestemme motiv.

Jeg har på en facebookside for Uummannaq forelsket mig i tre billeder af en eskimo, men har været i tvivl, om jeg skal købe dem, da de jo skal fragtes med til Danmark. Men den blå lampe, som jeg så til loppemarked i lørdags og disse tre flotte malerier vil passe perfekt til min fantasisofa. Nå, nok om det, pointen er nemlig, at vi hos Pierre skal skære et motiv på en linoleumsplade, så nu skal jeg selvfølgelig tegne en eskimomand med fangstudstyr. Jeg er grebet. Jeg vil i hvert fald slet ikke hjem, da klokken er lidt over halv ti om aftenen, og de andre nærmest er på vej i støvler, overtræksbukser og polarjakker. Pierre giver mig lov til at låne den specielle kniv med hjem, så jeg kan hygge mig derhjemme med de kunstneriske færdigheder, som ligger mange år tilbage. Færdighederne, som jeg troede jeg havde, har jeg i hvert fald for længst fundet ud af, at de ikke rigtig kommer ud på papir. Da Michelle og jeg kommer hjem lidt i ti, så går jeg straks i gang med at færdiggøre mit billede. Jeg er stolt, nu skal det bare ned og trykkes i farver. Pierre har gjort det klart for mig, at jeg bare skal komme på hvilket som helst tidspunkt, så skal vi nok gå ned og trykke motivet, så jeg kan nå at få det med til Danmark.  

Arbejdsomme piger

Fysik/kemi med kuldioxid – et fedt job

Jeg er ved at blive helt glad for at undervise i fysik/kemi. Det må min gamle fysiklærer Claus altså have en stor del af æren for. Han var nice at se undervise, og jeg må da indrømme, at jeg har hans energiske undervisningsform i baghovedet. Vi skal have om ionforbindelse i dag. Altså at for eksempel zink og clor hægter sig sammen, og hvorfor gør de det? Ja, det forklarer jeg med muskuløse mænd på tavlen, en utrolig flot tavle med atomer tegnet over det hele samt et periodisk system-kort på gulvet. Jeg tænker, at dét at flytte undervisningen fra tavlen på gulvet, forstyrre deres traditionelle undervisningsform en smule. Det er en succes. De er helt nede med ideen drengene, så de sidder rundt om mig, men jeg ligger på maven på gulvet og forklarer om den yderste skal i hvert atom, som gerne vil ligne hovedgruppe 8, som nærmest er sumobryderstærk. Det er en vild fed oplevelse. Det kører bare derud af. Derefter skal drengene lave fire siders opgaver omkring ionbindinger, og (undskyld jeg bander) fandme om de ikke alle sammen forstår det, når jeg går rundt imellem dem. Hele fire ud af otte er ligeså engageret, som jeg er, og river nærmest i mig for, at jeg skal tjekke, om de har forstået det og lavet opgaverne rigtige. Nogle af opgaverne er ikke helt korrekte, men stort set er det faktisk helt eminent godt. Jeg lærer også to af drengene en anden metode til at forstå ionbindinger – en mere pædagogisk metode, og de er bare helt med. Nu er jeg hundred procent sikker på, at jeg helt sikkert skal være fysik/kemi-lærer samt folkeskolelærer generelt. Det at se deres livsglæde. Det er virkelig rart. Det er egentlig også ret fedt, at ens forberedelse er at stå og lege med trykflasker og forskellige brændbare midler i stedet for kun at skulle lave papirarbejde. Jeg synes, at det er cool at få lov at benytte sin kreative side også ved at skulle lave visuelle billeder i danskundervisningen, lave multimodalitet, klippeklistrer osv. Det er egentlig et fedt job, som jeg har fundet mig her.

En lille detalje, som jeg gerne vil have med, er også, at da jeg er ved at forberede et forsøg med at brænde metaller i kuldioxid, så kan jeg ikke få kuldioxidflasken til at fungerer. Jeg åbner for beholderen – altså en ret stor flaske – går mig til midt på låret – og puf, hold da op, jeg bliver forskrækket. Jeg får med et ordentligt tryk kuldioxid lige ind på låret. Den tingest skal jeg ikke lege alene med mere, så jeg går op og henter Tim. Han har også store problemer med at få den til at virke, men det er trods alt bedre, at det er ham med mere end tyve års erfaring, der leger med den. Efter timen siger Tim til mig, at han faktisk er gået hen og blevet påvirket af alt det kuldioxid. Man bliver nærmest beruset af kuldioxid. Det er samme fænomen ved dykkere, når de kommer for langt ned og får dykkersyge, der omdannes ilten i deres blod til kuldioxid, og man kan derved føle sig beruset.

Drengene på fysikholdet ser også Tim lege med kuldioxiden, hvorved de også får sig et chok, når den afgiver et ordentligt tryk, hvilket er sundt nok, så de får en smule respekt for tingene i lokalet.

Da eleverne kommer ind i lokalet (minus min taske)

Efter fem minutter 

Aftenhygge

Om aftenen efter denne gode dag i fysik/kemi-lokalet begynder Michelle at tegne handsker op på hendes skind, hvor hun beder mig om hjælp. Jeg er mega game. Det er lige mit område, så det hygger vi med og får nærmest også hele weekenden fredag og lørdag til at gå med handskesyning og blogskrivning. En meget dejlig og tiltrængt afslapningsweekend.

Lige en detalje, som jeg vil nævne, så er luftfugtigheden heroppe noget lavere end i Danmark, så det vil sige, at når vi hænger vådt vasketøj op, så går der måske seks timer, så er det knastørt. Bare lige en ting, som er nice-to-know.

Mørkere dage

Dagene er jo begyndt at blive mørkere heroppe, og solen står ikke op længere. Jeg ved ikke, om det kan have noget at gøre med, at jeg virkelig har brug for en masse søvn her for tiden, eller om det er de mange nætter i begyndelsen, hvor jeg ikke rigtig kunne sove. Samtidig med denne mørke periode er jeg også så småt begyndt at kunne mærke at dagene er ved at lakke mod, at jeg skal rejse hjem til Danmark og Morten, så savnet af Morten er ved at titte ligeså stille frem. Jeg synes, at det er super fedt at være heroppe, og jeg vil vildt gerne herop igen, men der er også et par ting, som trækker mig lidt tilbage imod Danmark.

 

Månen, der er ved at stå op

Sæl

Midt på dagen går Michelle og jeg, som begge har haft fri i dag, op til Karen, hvor vi skal påbegynde at lave en sæl ud af rensdyrgevir. Dette skal foregå på traditionel vis, hvilket vil sige med sav og fil. Det er altså et større projekt, som vi har begivet os i kast med. Det tager omkring tre-fire timer bare at få slebet halen til den tykkelse, som jeg gerne vil have den. Det skal nok blive interessant og se, om jeg både får lavet sæl og hansker samt en T-shirt med tryk, som jeg også forestiller mig at lave.

Der saves i rensdyrgevir

Projekt sæl sat i gang

Prøver Karens sælskindsanorak

Karen har inviteret en af hendes veninder op for at overvære vores benarbejde, da hun har rigtig godt forstand på det. Hun hjælper os også en del, men det er også lidt logik, hvad man gør. Men det er dejligt at have støtte og møde nogle flere mennesker. Hun snakker dog ikke dansk, så det er lidt med fagter og forsøg på at være forståelig. Karen og veninden ringer til veninden søn, som eftersigende skal have en masse værktøj og en maskine til at polere og slibe ben på. Det skal åbenbart være i aften, at dette skal foregå, så vi må hjem og gøre klar til besøg. Han kommer dog aldrig, m

en Karen kommer og leger sy/strikke/broder-klub med os.

Karen på besøg 

Slædetur gennem byen

Michelle og jeg har fået pakket flyttekassen fuldstændig og aldeles. Nu skal den bare transporteres ned på havnen. Vi går derfor op til vores praktiklærer Sarah for at nuppe en af hendes slæder, som vi kører hjem til os selv. Den er faktisk noget sværere at styre, end man lige forestiller sig. Vi får tippet vores pakkasse op på den, og huhej hvor det går ned gennem byen. Jaah, det er så skolens praktikanter, som kommer kørende her. Det er virkelig skægt.

Nede på havnekontoret får vi pakken afleveret, hvor den også bliver vejet til 27 kilo. Tænk, at man kan samle så meget sammen på en måned.

20kg vand

På vej hjem fra havnen vælger Michelle og jeg at købe stort ind, hvilket indbefatter tyve kilo vand samt meget andet. Jeg må indrømme at den slæde er svær at skubbe og trække. En af os må gå bag slæden og den anden foran og trække. Det bliver en lang og sej kamp hele vejen op af de klipper, som det gik så fint med at komme nedad.

Taxi

Da Michelle og jeg står og laver pizza til aftensmad, ankommer en taxi ude foran vores vindue. En person kommer ligeså stille hen ad vores gangbro, men når der er så mørkt udenfor, så er det svært at identificere personen. Det viser sig at være Karen, der klokken halv otte har besluttet sig for at besøge os. Meget hyggeligt, men jeg og Michelle fortryder lidt, at vi laver pizza lige denne aften til en rigtig grønlandsk dame. Hun tager det nu meget pænt, men det kunne have været lidt federe at lave en god ret til hende. Det må vi gøre en anden god dag. 

Vikar og trepartssamtale

Oliekridt

Efter en observationstime hos en af de grønlandske lærere, er jeg vikar i en syende klasse. Det går umiddelbart nogenlunde. De laver dog ikke ret meget og er svære at sætte i gang. Emnet for denne time er at lave en brainstorm over, hvad der kan gøre Uummannaq en turistsucces. Nogle af drengene arbejd godt, men det er så vist også det. Da jeg kommer ind i klassen i efter at have været ude på gangen for at hjælpe nogle elever derude, ser jeg oliekridt på bord og gulv. Puh ha. Jeg bruger over et kvarter med de to pågældende syndende elever på at få dem til at skrubbe det af. De er meget ærlige og erkender også, at det er dem. Det kunne jeg godt have forestillet mig blev til en værre kamp, men det gjorde det heldigvis ikke. Vi må efter ti minutter hente sprit, også går det forholdsvis hurtigt af. Jeg kan godt forstå, at nogle af de grønlandske lærere siger, at eleverne kan være helt oppe at køre, når de har haft vikar. Hvis det er sådan, de tror, at man kan tillade sig at opføre sig, så forstår jeg godt de andre lærere. Dog er de virkelig ærlige eleverne, så egentlig ikke det store problem, synes jeg.

Hygge og trepartssamtale

Kerstin og jeg sidder inde på biblioteket, hvor vi hyggesnakker en hel time, inden det bliver tid til at snakke med min pædagogiklærer. Det er dog et større show at komme i kontakt med hinanden, men vi kommer da i kontakt efter, at jeg har tilføjet fire personer ved samme navn som min pædagogiklærer.

Efter samtalen kunne Kerstin og jeg ikke helt få sagt farvel, vi snakkede og snakkede. Super hyggeligt.

Efter skole

Jeg er meget træt denne dag. Jeg er oppe ved Karen umiddelbart efter skole, men jeg magter simpelthen ikke rigtig gå i gang med noget, så vi sidder bare og hyggesnakker samt slapper lidt af.

Til aftenstid går jeg ned mod Pierres kunstgalleri, hvor vi igen skal male. Denne gang skal vi male efter en ondsindet og mystificeret figur. Det keder mig altså lidt, at jeg ikke må male det, som jeg gerne vil. Men på den anden side er det også godt at blive tvunget til at tænke lidt anderledes. Jeg tror dog ikke, at jeg kommer næste gang. 

Loppemarked

Blå lampe, riffel, havemøbler, gardiner og meget mere

Michelle og jeg bliver hentet af Sarah og Morten, hvorefter turen går ud til vestlige side af øen til et loppemarked. Grunden til, at Sarah og Morten meget gerne vil afsted, er, at der er en riffel til salg. Vi går selvfølgelig med ind, og jeg finder en lille ting, samt jeg kan ikke finde ud af, om jeg er voldsomt forelsket i en blå lampe. Denne lampe vil passe perfekt ind i min drømmestue, men er det Mortens drømmestue? Jeg ved i hvert fald, at denne lampe vil passe perfekt til den mørkegrå sofa, som jeg forestiller mig. Sarah er game på, at jeg skal købe den, men jeg holder mig i skindet efter flere timers overvejelse.

Te, toast, kaffe og mistet mobil

Imens jeg overvejer den blå lampe, er vi alle fire nede ved Kerstin for at få en kop te. Det er super hyggeligt, men der er dog noget, som nager mig rimelig gevaldigt. Jeg kan ikke finde min mobil eller nærmere Mortens mobil. Pis, pis, fuck, fuck. Jeg tænker og tænker, og pludselig går det op for mig, at i min kamp for at komme over et gelænder, hvor jeg kravlede over på en ret akavet måde, hvor jeg rent praktisk mavede mig over, der er mobilen nok faldet ud af min jakkelomme. Der er ingen vej udenom. Jeg må ud og lede efer den i sneen. Det kan ikke have nået at blæse så meget til. Jeg har jo en ret god ide om, hvor jeg skal lede.

Men mobil finder jeg ikke, og Tim kommer tilfældigt forbi og siger, at den nok dukker op til sommer, når sneen er væk. Tak for optimismen, Tim. Ej, det er faktisk en ret god joke, jeg synes i hvert fald, at den er meget sjov. Jeg trækker da også lidt på smilebåndet.

Da jeg kommer ind igen efter min kravletur rundt i sneen efter min søgen, leder jeg igen indenfor, hvilket jeg ellers har gjort flere gange. Jeg tager lidt fat i mine skibukser, hvor det ene bukseben dunker ind i mit ben. Aha, min telefon er faldet igennem en lomme for derefter at lande i foret allernederst mod skoen. Lækkert at finde den igen i hvert fald. Det får vi så lige en lækker toast af Kerstin til at fejre med.

Sælskindsluffer

Om aftenen syr jeg sælskindsluffer efter at have valgt skind ved Sarah. Denne skindvælgeproces har været et større udstyrsstykke. Det har nok taget nogle timer. Men nu er jeg endelig i gang med at sy handsker. Det er meget hyggeligt at have sin helt egen lille syklub og meget afstressende faktisk også. Jeg er blevet færdig med mine futter, men jeg vil dog indrømme, at ordet afstressende ikke lige er det ord, som falder mig først ind. Det har været noget af et arbejde at sy, og jeg har været tæt på grædefærdig to gange, hvor jeg den ene gang overvejede at brænde lortet.

Dagen efter min påbegyndelse af handskerne er Michelle og jeg ude for at besøge Karen, være i Kirke og købe rødvin. Det kan jeg knytte nogle små kommentarer til. Jeg bliver aldrig fan af at gå i kirke – specielt ikke salmerne. Men der sidder en kommende konfirmand ved siden af mig, der peger på navnet Thomas Kingo. Så kan jeg lige sidde og hviske lidt til hende, at det er en kendt dansk person, som har betydet meget for religionen og det kirkelige (nice to know-viden fra KLM på læreruddannelsen).

Rødvinskommentaren bliver således, at det er dumt at gå efter rødvin på en søndag, da der ikke sælges alkohol om søndagen. En lov, der er vedtaget for ikke at få meget alkohol i omløb.

Karenkommentaren: Karen giver mig et par af hendes handsker, dem er jeg virkelig glade for. De er meget brugte, men det har vel også sin charme.

Flyttekasse

Oppe ved Sarah om aftenen får jeg lyst til at købe mere skind, så det ender med, at jeg har købt 5 skind, så derhjemme skal jeg sy en sælbamse, et penalhus og en pude.

Michelle og jeg får også en flyttekasse af Morten og Sarah, hvilken skal benyttes til at pakke vores ragelse – mest mit ragelse ned og sende med Blue Water til Aalborg. Det bliver en sen aften i hvert fald med pakning og det hele. Kassen virker meget tung, vi gætter på mellem 25-30 kilo, der snart skal på vej mod Aalborg. 

Sten, der blev sendt med flyttekassen hjem

Futter med i flyttekassen også - har selv syet dem :) 

Vikar uden at vide det

Jeg kommer op på skolen tyve minutter før det ringer, hvor jeg ca. fem minutter i otte får at vide, at jeg skal være vikar. Hmm. Det kan jeg umiddelbart ikke, da jeg selv skal ind og have min egen tiende klasse i dansk, som jeg gør hver fredag morgen. Nå ja ja, jeg går ind til min klasse og har en stille og rolig time. Eleverne er generelt ret morgentrætte, de siger i hvert fald ikke ret meget og sidde også meget stille. I ti-frikvarteret, som varer en halv time, sidder jeg bare og hygger, men pludselig ti minutter før det ringer, får jeg at vide, at jeg er vikar i idræt. Der er jo ikke andet for, end at aflyse mit møde med Tim også hoppe over og spille fodbold med 2. klassen.

Efter timen, som er en smule ustruktureret, men forgår meget stille og roligt lige udover en elev, der slår en af de andre, går jeg ned på kontoret for at berette om timens forløb.  På kontoret kan man godt mærke, at der er fredagsstemning, der ligger chokolade i stride strømme, og så flabet som jeg er, så tigger jeg mig da lige til et lille stykke Marabou. Jeg kan rigtig godt lide stemningen nede på kontoret. Jeg har taget mig selv i at stå og hænge ud dernede. Jeg tror også, at de synes, det er hyggeligt, at jeg hænger lidt dernede til en sludder en gang imellem.

Jeg snakker også en del med skolelederen Jens omkring at få bestilt smykker hjem fra Qaanaq. (Den nordligste by i Grønland. Det koster ca. 15.000 at komme her fra Uummannaq til Qaanaq – det er altså langt væk.) Det er mega cool, at han har så mange kontakter. Han skælder mig faktisk lidt ud over, at jeg ikke har spurgt ham noget før. Han har en god ven, der kan lave smykker til mig for en vennepris i rigtig fint benmateriale. 

Flæskesteg hos Tim

Efter den lidt lange skoledag trasker vi sammen med Tim over issøen hen til Tim. Det er en lidt lang og hård tur, da sneen ligger op til skinnebenets midte, så det er tungt at gå afsted. Tim går samtidig rigtig hurtigt, så jeg har bestemt varmen.

Issøen

Hjemme ved Tim er det superhyggeligt. Vi får snakket en masse og hygger med hans søn og kone. Vi har næsten ikke lyst til at gå hjem, da stemningen er rigtig god. Men vi skal jo i skole dagen efter. Vi hører både om små grønlandske historier, som man næsten kun kan ryste på hovedet af. Blandt andet har en grønlandsk mand været i Danmark og gravet flotte kartofler op, hvilke han har fået sendt til Grønland på en palle. Normalt er kartofler sindsygt dyre heroppe, samt deres udseende ikke er noget at råbe hurra for. Pointen i denne historie er, at der sker en lille fejl ved ankomsten af disse kartofler. Manden, der har gravet dem op, får ikke noget at vide om deres ankomst, men i stedet ligner de kartofler, som han har købt ved købmanden umådeligt dem, som han selv gravede op på sin Danmarksrejse. Han sniger sig ud i butikkens lagerrum, og sørme jo, der står hans kartofler. 

Tims hundehvalpe 

Tre små hundehvalpe

Interview, briller og forklæde

Skolegangen i dag har været en rigtig fin oplevelse. I dansktimerne har eleverne fået for som lektier at finde en person, som de kunne interviewe til deres avisartikel. Det viser sig så, at ingen af eleverne har lavet denne lektie. Nå, men godt, at jeg havde et ekstra træk i ærmet. Så er det ud at find nogle mennesker i byen.

Jeg går med klassen ud i byen også for at holde lidt øje med dem. Jeg ved, at det er en lidt sky kultur, så det med at opsøge folk på gaden er ikke helt tilvant. Det vil sige, at ca. halvdelen af klasse er rigtig generte ved opgaven. Dem vælger jeg så at følges med. Det er super fedt at tage dem ud af ds vante miljø, og jargonen er lige pludselig en helt anden. Det er faktisk ret så cool. Eleverne bliver meget mere åbne, og man kommer en del tættere på dem. De virker også umiddelbart til, at de stoler mere på sig selv, når jeg er med. De får i hvert fald alle sammen en smag for, hvad et interview er – nogle mere end andre. Men det er et godt og trygt miljø, som vi finder til dem. Det vil jeg betegne som en god oplevelse for os alle sammen. Specielt det med, at eleverne kommer ud af deres vante klassekultur og –miljø. De er på en måde mere åbne og klar til en lidt mere alternativ undervisning. Det vil jeg have i baghovedet. 

Lidt senere på dagen er vi i fysik/kemi-lokalet, hvor vi skal lege med svovl og jern. Dette kan være ætsende stoffer, hvilket jeg gør tiende klasses eleverne klart opmærksom på, så vi render alle rundt med forklæde og briller – også jeg. Det er faktisk ret fedt at være i et eksperimenterende fag. Nogle af eleverne har virkelig respekt for det her og tildækker arme med jakker osv.

Det andet hold, som jeg har i fysik/kemi, tror, da jeg tegner et atom på tavlen, at jeg er ved at tegne solsystemet. Puh så er det op ad bakke for at begynde og fortælle om ionforbindelse. 

Kaffemik og kunstgalleri

Narhval

Efter en god dag i skolen vender jeg snuden mod Karens hus for at sy futter. Nu skal der endelige syes pels på toppen, så er de snart ved at være færdige.. Efter kort tid, hvor jeg har siddet ved Karen, kommer vi begge i tanke om, at der er kaffemik ved Nuka og hendes mand. Vi må afsted. Det er meget hyggeligt at følge med Karen. Hun er så energisk og snakker for vilden sky, så jeg lapper det bare i mig.

Vi når ud til kaffemikken, som virkelig er et traditionelt billede på en grønlandsk kaffemik. Først kommer man ind til et bord med tonsvis af forskellig hval, fisk og moskus- samt rensdyrkød. Jeg smager både på merdok (narhvalens hud - råt) – stor delikatesse faktisk en af de største. Jeg smager også amasatter, tørret narhval og moskusokse samt rensdyr. Jeg er ikke helt pjattet med deres største delikatesser, den får jeg i hvert fald nogle sammentrækninger i halsen af. Det er meget svært at tygge i lidt ligesom brusk, så det får jeg ikke den store oplevelse ud af, men jeg kan til gengæld godt spise de andre ting. Moskusoksen er lækker, de andre ting er spiselige, men ikke noget, som jeg nyder ligesom grønlænderne.  Efter et lille kvarter ved bordet som den absolut mest langsomme til at spise, fortsætter man videre til sofaen, hvor der er kage, også skrupper man af bagefter. 

Blomstermaleri

Karen og jeg går ned til Pierres kunstgalleri, hvor vi skal male. Vi er syv personer, hvilket er en rigtig fin størrelse. Jeg har dog troet, at vi selv måtte bestemme, hvad vi har lyst til at male, men det er en form for aftenskole, hvor vi laver nogle forskellige projekter. Disse projekter skal hjælpe os med at blive bedre til at male. Det er fint nok, men ville gerne have malet et motiv af isbjergene. Vi hygger os da, selvom jeg for første gang får super ondt i maven. Det er rent pinefuldt, og jeg mener, at det er flere måneder siden, at jeg har haft så ondt i maven.

saml selv-maleri

Nordlys

Da vi følges med Pierre hjem fra kunstgalleriet, så er der det smukkeste nordlys, som vi har set hidtil. Det er virkelig flot. Det vil sige, at nu gælder det om at komme hjem og få stativ og kamera med ud. Michelle og jeg har fået gode råd af Morten til, hvordan kameraet skal indstilles. Michelle og jeg står udenfor i alt vores tøj. Det er superkoldt, og efter et kvarter kan jeg næsten ikke bevæge mine fingre længere, og kameraet makker ikke rigtig ret. Men vi får da lidt billeder i kassen. Jeg må øve mig noget mere.

Fest hos Sarah

Festens opstart

Michelle og jeg skal til fest hos Michelles praktiklærer Sarah her til aften, hvilket er en halloweenfest, hvor man skal komme udklædt. Jeg er lidt i tvivl, om det er en joke overfor praktikanterne,. Men så må vi jo blive taget godt ved næsen, hvis det er det.

Michelle og jeg får en sms omkring kl. halv fem om eftermiddagen, at vi et inviteret med til spisning, da der har været et par afbud. Jeg er max klar på at skulle op og smage grønlandsk lammekød.

Vi skynder os i tøjet – Michelle klædt ud som græsk blomstergudinde og jeg som superhelt. I mangel af bedre, så bliver min udsmykning med øjenskygge og Michelles dynebetræk fra soveværelset.

Vi når op til Sarah syv minutter forsinket, hvor Sarah stadig er på badeværelset for at klæde om, og der stadig ikke er helt pyntet op endnu. Så er det jo godt at praktikanterne kommer og giver en hjælpende hånd med. Sarah truer os i hvert fald med, at hvis vi ikke arbejder, så består vi ikke praktikken. Altså jeg ville da glædeligt have hjulpet under alle omstændigheder, men nu skal ærmerne da smøges op. Michelle og jeg pynter, sætter UV-lys op, og jeg er med til at lave lammekøllerne ude på grillen.

Til middagen får vi lakseruller til forret, lammekølle med bulgursalat her inkluderet feta, tørrede abrikoser og mandler, til dessert får vi is, flødeskum og den absolut lækreste brownie, som jeg nogensinde har smagt. Stor respekt til Mortens kundskaber til at bage.

Grønlandske forhold

Til festen kommer vi ind på mange grønlandske forhold. Det vil være alt for svært at nævne dem alle sammen specielt med mængden af samtaleemner og mængden af rødvin i min blodbane. Nogle af de mest interessante emner er grønlændernes tro på global opvarmning, som faktisk ikke rigtig eksisterer i hvert fald ikke i dette selskab. De tror mere på de naturlige temperatursvingninger, som har været set siden tidernes morgen. De sidste syv år har der været dårlig is omkring Uummannaq, men i år ser det ud som om vinteren kommer med hastige skridt op til to måneder før normalt. Det er selvfølgelig lækkert for grønlænderne, men jeg frygter nu en lille smule for min flyvetur hjem. Den behøves ikke at blive alt for forsinket.

Vi snakker også om grønlændere og alkohol. Dette er formodentlig et fænomen, som er kommet sideløbende med en eksplosiv vækst i lønniveauet for den almindelige grønlænder omkring 60’erne, hvor en grønlænder fik omkring 4-6 kroner i timer og nu steg til det tidobbelte. Forklaringen rundt om bordet er derfor, at Grønland aldrig har haft det store marked, og derfor var der heller ikke det største udbud af varer, hvilket for mange betød stor kapital og mulighed for at bruge pengene på hygge og alkohol.

Åndemanere er også et emne, som vi kommer ind. Dette er jeg virkelig betaget af, da der findes utrolig meget kultur forbundet med dette samt en af festdeltagerne fortæller om nogle overnaturlige evner, som hun besidder. Der er en tro på, at når du bliver døbt i kristen tro, så jager du de grønlandske ånder væk, hvilket gør at de kun spøger i baggrunden, men du ikke kan kalde dem frem til tydelighed. Derfor er traditionen ved at uddø med åndemanere i Grønland. Kvinden, der hævder, at hun har kræfter, fortæller om flere episoder, hvor hun har oplevet overnaturlige kræfter. Hun kan fornemme, hvis huset rummer gode eller onde kræfter. Jeg synes umiddelbart, at hun lyder meget overbevisende, men det er stadig svært at sætte sig ind i med sin danske og lidt skeptiske mentalitet.

Dagen derpå

Vi trisser op til Sarah om aftenen efter en slap af dag med hver vores sygrej. Vi skal nemlig op og se broen. Sarah og Morten fortæller om en ide, de har, med at slæde til Canada. Jeg er helt pjattet med ideen. Det kunne jeg også godt tænke mig at prøve. Jeg er begyndt at læse en bog, der hedder ”Farlig slæderejse” omkring Alabamaekspeditionen i årerne 1909-1912. Det fanger mig virkelig at skulle ud at prøve kræfter med naturen. Jeg vil i hvert fald gerne herop igen og måske kunne arrangere noget med både en længere slædetur og en vandretur – naturen er virkelig fantastisk heroppe. Aldrig har jeg set en så interessant natur, hver morgen jeg vågner, skynder jeg mig og slå gardinet fra, så jeg kan se, om isbjergene har flyttet sig fra dagen før. 

Sidste dag inden weekenden

I dag skal jeg som kommende lærer vise mit værd med elektronikken på Edvard Kruse Skolen. Jeg har fået en nyhedsudseendelse fra en eller anden fil omdannet til mpg, hvorefter den er lagt på et usb-stik, der skal sættes til dvdboksen under fjernsynet. Umiddelbart virker det legende let, men det er som om, at hver gang man står i klasselokalet, er der en eller anden komponent, som ikke helt fungerer. Derfor er jeg stået op kvart i seks for at få tjek på det lækre tv. Det går heldigvis okay, så ingen ko på isen, selvom risikoen har været stor.

Eleverne i min tiende klasse er rigtig søde, men de har fået den ide, at min numse er interessant. Jeg har i dag besluttet mig for at lægge stilen lidt om på, hvordan min tilgang er til eleverne. De foregående dage har

jeg været meget glad, imødekommende og lavet sjov med dem, men i dag vil jeg være lidt mere bestemt. Det skal i hvert fald være slut med at komme med kommentarer omkring min kropsudformning. Det går heldigvis også gangske udmærket. De forstod godt, at det ikke er sjovt og en smule grænseoverskridende. Eleverne skulle gerne vide, at jeg mener det seriøst. Endnu en gang overrasker det mig deres respekt og forståelse for en person i lærerrollen. Det er lidt noget andet end hjemme i Danmark.

Timerne går egentlig fint, og de synes, at det er sjovt, at der er lidt variation i undervisningen med tv’et. Men eleverne synes også, at det er en smule svært at få en opgave, der kræver selvstændighed. Min praktiklærer og jeg har diskuteret, at opgaven skal være nem og overskuelig, men det er den vist ikke helt.    

Klassen synes at have en smule uro, når alle tyve er samlet inde i klasselokalet. Jeg har derfor givet lov til, at de kan gå i aulaen. Nogle af drengene er ude i aulaen, og jeg vil så høre, om de kan huske og har forstået, hvad rubrik, underrubrik, byline osv. er i en artikel. Det er godt nok lidt haltende med at svare på spørgsmålene.

Jeg samler nogle af de drenge ude i aulaen, der ikke er helt nede med nyhedshistoriens opbygning. Dem og jeg leger så gættekonkurrence med forskellige artikler, hvor de skal kunne besvare, hvilken opbygningsdel jeg peger på. De synes det er supersjovt, og samtidig får de faktisk utrolig godt styr på det. Det må jeg notere mig er en god læringsmetode. 

Kulturelle piger

Fanget

Jeg er påbegyndt Fifty Shades bind 1. Jeg har simpelthen ikke kunne lægge den fra mig hele natten. Så jeg er først kommet i seng ved tretiden. Den er virkelig god, jeg er helt fanget af den, kan slet ikke lægge den væk.

Denne lille nataktivitet gør dog også, at jeg kommer for sent til en aftale med Michelle, hvor vi skal rundt på museet. Men jeg tænker dog, at jeg lige må i bad inden museumsbesøget. Det skulle jeg måske have overvejet en ekstra gang. Da den meget sparsommelige stråle lige akkurat har gjort mit hår vådt, så kan jeg høre trin på gangbro. Oh no, der skal bare ikke være toilettømning nu, men jo det skulle der. Så jeg måtte lige råbe ”Et øjeblik” og smide et håndklæde omkring mig og et andet om håret og spurte ud. Han grinede vist lidt smørret, så vidt jeg kunne se i farten. Men lidt pinligt, vil jeg sige.

Museumsbesøg

Bjergene på Nussuaqhalvøen

Uummannaqfjeldet

Michelle og jeg trisser ned til museet, hvor vi endnu engang har svært ved at åbne døren, men tilfældigvis er Tim, vores praktiklærer dernede, som åbner døren for os. Det er et meget heldigt tidspunkt, at vi har valgt at komme, da museumsmanden Peter er på vej ud, da han har et ærinde på sygehuset. Sidste gang vi kom forbi var han ude at flænse en grindehval. Han er så elskværdig at give os alle nøglerne samt to kram (lidt mærkeligt, men okay) også skal vi bare gå rundt og hygge os, se stenene fra Marmorilikminen, de gamle tørvehuse og Edvard Kruses gamle hus.

Vi benytter i hvert fald to timer på at gå rundt og kigge. Det er faktisk ret spændende, og i hvert fald meget sjovt at se, hvorfor en mand som Edvard Kruse har betydet så meget for byen. Skolen er fx opkaldt efter ham. Han var både digter, forfatter, læge, fanger osv.

Vi går udenfor igen for at kigge på de gamle tørvehuse, som har været beboet indtil op i firserne – altså gamle traditionelle boliger for grønlændere. De er meget små og trængte, men det giver et utrolig godt indblik i kulturen, og hvor kort tid siden det egentlig er, at byen/Grønland er kommet med i den globale udvikling. Hvilket dog efter samtale med flere lærere, byens borgere og studier af forskellige Grønlandsbøger er estimeret til at være ca. 60 bagud i udviklingen ift. Danmark. En anden væsentlig ting er her også at skildre, at udviklingen i Grønland er gået utrolig stærkt, og det måske er derfor, at befolkningen har svært ved at omstille sig til et hypermoderne samfund.

Lidt billeder fra museumsbesøget

Edvard Kruse og hustru

Traditionelt tørvehus

Inde i tørvehuset

Gåtur ned til havnen for at snakke med Royal Arctic line

Skibet, der sejler mod Aalborg

 Bare nogle flotte billeder fra samme dag :) 

Pierres Kunstgalleri

Michelle og jeg går meget forfrosne op til et kunstgalleri ejet af en franskmand, hvor nøglerne skal afleveres. Der har været superkoldt i dag, så bare det at skulle låse en dør op har været helt forfærdeligt, idet man skal stå stille. Vi snakker lidt frem og tilbage med Pierre. En utrolig rar og imødekommende mand. I hans galleri har han udstillet nogle forskellige kunstnere, der skærer ud i ben, hvorved vi kommer til at snakke om, at igennem ham kan vi få vores ønsker omkring grønlandsk kunst noget billigere. Max nice J

Jeg kan egentlig umiddelbart bedst lidt smykker af narhval, da det har en utrolig flot hvis farve, men det er forbudt at transportere med til Danmark, da den er truet. Hvalen har også utrolig godt kød, så der er mange interesser i at fange den. Men jeg vælger at bestille alt i rensdyr.

Mens Michelle og jeg går hjem fra Pierre, kan vi kigge ned på fjorden. Den er ved at fryse til. Det er super smukt med en isfjord, og meget anderledes natur end i Danmark.

Alle de ting man kunne lave

Jeg havde regnet med, da jeg tog til, at jeg kom til at slappe af og fuldstændig afstresse. Jeg synes nemlig, at jeg er en smule hængt op derhjemme, men heroppe har jeg en god undskyldning for ikke at rode mig ud i alt for mange projekter. Men jeg føler mig stadig lidt presset med alle de ting, som jeg gerne vil nå heroppe. Både sy vanter, futter, penalhus, lave smykker af ben, sy små kamikker osv. Det er lige ved at få mig til at få dårlig samvittighed. Jeg hygger mig utrolig og der er altid noget at lave. Det er også fedt. Jeg kan faktisk godt lide dynamikken med både at kunne læse bøger, gå på besøg, sy og passe sit arbejde. Men man skal nok stadig passe på ikke at have for mange jern i ilden. Det kan man åbenbart også heroppe.

                                                                  Nordlys om aftenen