Wow, så bliver man kastet ud i det

Emneuge

Jeg har allerede hørt en masse forskellige historier omkring kulturen i Grønland med henblik på opførslen i skolen. Og jeg må indrømme, at jeg er en smule nervøs. Jeg har allerede selv oplevet, at mange børn går ude til de sene nattetimer, hvor jeg i hvert fald er begyndt at overveje, om det ikke er tid til skønhedssøvn. Til dem, der er i tvivl, så er jeg virkelig ultra B-menneske, og derfor understreger det bare endnu mere, hvor sent børnene egentlig går ude. Det er egentlig lidt skræmmende, at forældrene ikke tager affære, men børn i Grønland er familiens centrum, samt man er bange for konflikter – ergo… Jeg har også fået fortalt, at jeg skal være ret opmærksom på børnene efter d. 1. og d. 15. i hver måned, da forældrene får løn på dette tidspunkt, og derfor godt kan have drukket hele den dertil liggende weekend. Dog har jeg også oplevet en utrolig imødekommenhed, alle hilser og børn trækker i en for gerne at ville lege. Jeg er splittet, men har hørt mest negativt, også fra lærerne på den skole, som jeg er i praktik på.

Morgenudsigt på gåturen til skole

Jeg møder eleverne første gang i en støttelærerfunktion. Der er nemlig emneuge i matematik, og alt ligger planlagt og parat (sammenhængende ved jeg ikke, men der er da nogle, som har planlagt noget). Min funktion og det værksted, som jeg er med til at stå for, skal sørge for at eleverne kan forstå at måle op, bruge vinkelmåler og udregne lidt omkring areal. Umiddelbart, synes jeg, at det virker af lidt, men alle niveauer skal kunne være med. Jeg bliver dog først rigtig forskrækket, da lærerne er helt enige om, at de ikke kan regne et simpelt gangestykke ud i hovedet, og derfor får lommeregnere med det samme. Jeg er chokeret, så får de da heller aldrig muligheden!

Jeg ser alle klassetrinene, og finder det lidt underligt, at nogle 1. klasser og 10. klasser skal arbejde sammen, men kan på den anden side godt se, at det skal styrke skolen i forhold til det sociale. Men helt optimalt virker det ikke. Nogle grupper kan finde ud af at hjælpe hinanden, hvor ret mange andre grupper er ekskluderende både i henhold til alder, men også køn.

En positiv oplevelse er dog, at faktisk stort set alle børnene gerne vil lære noget, og er meget engagereret – når man sidder ved siden af dem. Jeg er overrasket. Jeg havde hørt, at de var ugidelige. Det vil jeg altså godt mane i jorden. Så vidt, som jeg kan forstå handler det om, at de gerne vil have en voksen til at sidde i umiddelbar nærhed. Dette grundet deres skoleopdragelse, som har været meget traditionel, og ikke som i Danmark, hvor man forsøger at udvikle selvstændige individer. Her er børnene utrolig afhængige af deres voksne. Jeg kan dog ikke lade være med at overveje, om det måske er fordi børnene forsømmes derhjemme, og har brug for denne kontakt af mere kompetente voksne. Jeg har i hvert fald allerede oplevet en pige i ottende, der gerne vil gå arm i arm og flere små eleverne, som gerne vil krammes og siges hej til.

Mine tiende klasses elever

Værkstedet i matematik er delt sådan op, at man har to hold i løbet af dagen, hvor jeg derved allerede har mødt flere elever fra den tiende klasse, som jeg skal være praktikant for.  Det jeg umiddelbart tænker er, at de er meget små – altså spinkle generelt i deres kropsbygning, hvor jeg så undrer mig over de ellers lidt mange ældre buttede grønlændere…

En af pigerne fra min tiende klasse, kunne simpelthen ikke udstå ikke at drille mig med min udtalelse af ordet ”super”, så det hørte jeg ret så mange gange i løbet af dagen og de følgende dage. Men det gjorde faktisk bare, at jeg tænkte: ”Fedt, så er der en rimelig god indgangsvinkel til dem – man kan faktisk lave sjov med dem.” 

En lille osetur ned til kolonialbutikken efter skoletid

Jeg vandrer ned til kolonialbutikken for at kigge på sælskind bare lige for at vurdere udbuddet. Jeg har godt nok fået en sweet deal af min praktiklærer i fysik/kemi: Han kender en dame, der vil lave billige sælskindsprodukter til mig. Men jeg må da indrømme, at jeg lige ville forhøre mig lidt alligevel. Jeg når dog aldrig til at spørge nogle, da en lille dame kigger undrende på mig og siger, at jeg vist ikke rigtig er fra lokalområdet. Nå, er det så tydeligt? Men vi taler, og hun taler virkelig hurtigt, så jeg skal holde hovedet skarpt og fokuseret. Samtalen forløbet fint, dog med meget hastige konklusioner, og jeg bliver derfor pludselig inviteret med hjem. Den meget lille dame går med stok, og vi skal selvfølgelig op af en af de mest stejle bakker i byen. Jeg er en smule nervøs for hende, så jeg holder mig lige bagved hende, så jeg ikke stresser hende med mine forholdsvis lange ben – i hvert fald i forhold til hendes. Hun virker dog overhovedet ikke til at tage bestik af denne bakke, hun render jo nærmest op ad den i rask trav, mens hun snakker på livet løs.

Jeg og Karen, den lille dame, ankommer til hendes lille røde hus, hvor jeg bliver vist rundt udenfor og derefter inviteret ind. Hun har hval til at hænge til tørre, forskellige skind: Hund, hare, sæl og ræv. Hun er hektisk og meget energisk, og jeg får en masse historier omkring de forskellige sæler. Den ene var fyrre år gammel og ret så tyk, nogle var canadasæler, andre boede i Uummannaq helårligt. Jeg blev virkelig så meget klogere på den halve time, som var gået indtil videre. Idet, hun pludselig begynder at fortælle om en veninde, som også syr ting og sager, går det pludselig op for mig, at denne dame måske faktisk kan være hende, som min praktiklærer havde sat mig op med. Det var det sørme også. Rent tilfælde, at jeg mødte hende nede i butikken – og sjovt, at vi først finder ud af det efter en halv time.

Lidt billeder fra Karens rundvisning ude foran hendes hus

En lille hvalp, der ikke kunne overleve, så skal skindet, da bruges

Karen og en 40-årig hansæl, som var meget tyk og oprindeligt fra Canada

/forresten, så har hendes mand også skudt ræven, som hun har på jakken. 

Jeg skal jo så straks vælge skind og får en historie om dem alle sammen. Jeg ender med at vælge et sælskind, som var en lille uummannaqsæl på ca. 1 år. Den er rigtig fin i pelsen. Vi går derefter også straks i gang med at måle op – alt går meget hurtigt, og nu er vi i gang med at lave mine indekamikker. Wuhu J Karen sidder på gulvet med hendes ulu (en speciel rund kniv til at flænse sæler med) og skærer ud. Jeg spørger til, om jeg måske ikke kunne få lov at prøve. Det kunne da være meget skægt at prøve. Det ender så med, at jeg laver resten de otte timer, som jeg er der. Hun bliver min supervisor og jeg syerske. Otte timer er dog rigtig lang tid at være i gang, og jeg er faktisk en smule sulten. Karen er i gang med at lave havkat til hende og hendes barnebarn, så jeg havde besluttet mig for at smutte, når maden er klar. Men pludselig bliver jeg i tvivl, om det i virkeligheden er mig, som hun er ved at lave mad til? Det viser sig, at hendes barnebarn skal ud og spise, så ordet ”os” har i stedet refereret til hende og mig. Jeg er vildt spændt endelig at smage noget rigtig grønlandsk mad, som er fanget nærmest lige uden for døren.

Karen har taget billedet, jeg undskylder. Men her sidder jeg på traditionel manér og skærer ud af et halvblødgjort skind med en Ulu (kniv til at flænse sæler - meget skarp)

Vi snakkede og snakkede, og hun viser mig alle mulige grønlandske beklædningsgenstande: Anorakker, nationaldragt, perlesyning, sten – alt muligt. Og vi bliver vist hurtigt enige om, at det er ret hyggeligt, og vi derfor gerne vil sy kamikker, handsker, penalhus og lave tupilakker ud af rensdyrgevirer (onde figurer til at bringe andre mennesker skade.)

Da jeg kommer hjem til Michelle omkring kl. 22, ser hun undrende på mig, hvad søren har jeg lavet, også hyggesnakkede vi inde i hendes dobbeltseng omkring hver vores dag. J

Emneugen fortsætter

Denne dag gik så men ganske udmærket, jeg synes det er superfedt, at se børnene forstå matematikken. Men det tager godt nok også lang tid at forklare noget grundet sprogbarriereren. Så jeg forsøger at tale langsomt, bruge hænderne og tale simpelt, men jeg tror ikke, at jeg er helt vildt god til det endnu. Det er også lidt svært, når man sidder ved siden af nogle personer, og er dybt inde i at forklare omkring en vinkelmålers funktion, og så rynker pigen bare på næsen. Der gik et lille stykke tid, før det gik op for mig, at nåeh ja, det betyder: ”Nej/forstår ikke”. Jeg bliver både benyttet til lærer i formning, hjemkundskab og sløjd denne dag, men må indrømme, at jeg synes formning (klippe/klistre) helt sikkert er det sjoveste.

I formningstimen spørger en lille 1. klasses pige, om hun må gå på toilettet, og ja selvfølgelig da – endelig. Men hun synes åbenbart, at det er farligt og pinligt at gå derud alene. Så jeg må jo følge hende på toilet. Døren åben, ikke rykket ud, og ikke vasket fingre. Jeg må lige lære den søde lille pige nogle manér. Jeg er i hvert fald stadig godt tilfreds med, at jeg har valgt at undervise store børn. 

Generelt synes jeg faktisk, at de grønlandske børn er rarere at undervise, da deres fokus ligger på fællesskabet, hvorimod danske børns fokus oftest ligger på individet. Det kan man i hvert fald tydeligt mærke i kulturen. Børnene er noget mere åbenhjertige og rolige i forhold til gruppeprocesser.

Endnu et billede af morgensynet fra mit vindue

Grønlandskundervisning, indkøb og trapper – ikke en god kombination på tom mave og med et småpresset humør

Michelle og jeg er påbegyndt grønlandskundervisning, og det foregår umiddelbart efter skolegang. Puh ha, jeg havde egentlig lovet mig efter tysk på aftenskole, at jeg ikke skulle lære flere sprog i nærmere fremtid. Jeg kan mærke at denne følelse stadig ligger dybt i maven. Jeg er både sulten og træt til denne grønlandsundervisning, så udbyttet er bestemt ikke særlig prangende. Jeg ender i hvert fald i desperation og går derefter til købmanden for at købe ind, hvilket også kom til at inkludere kajkager til Michelle og jeg, og hvilken skuffelse de kajkager medbragte. Øv!!!

På vej hjem kan jeg mærke, hvordan mine lægmuskler strammer på vej op ad klipperne og trapperne, og de trækker sig virkelig krampende sammen. Jeg har det som om, at de bliver spist indvendigt fra. Det prøvede jeg ingen gang under bjergbestigning i Venezuela. Man skal da nok få trænet de benmuskler, mens jeg er heroppe – I modsætning til vores skoleleder, der tager taxi hver morgen. Det skal til gengæld også lige siges, at jeg har købt ind, og derfor bærer i nærheden af 15-20 kilo hjem op ad de mega stejle trapper. Så burde man tro, at aftenen skal gå med afslapning, men næeh nej, jeg forbereder mig i fire timer til et møde med min praktiklærer dagen efter. Dog skal det også lige siges, at vi opdager nordlys - første gang. Har dog set det en gang før, hvor jeg var meget i tvivl. Har forestillet mig, at det er noget skarpere lys. Men denne gang tager vi billeder af det, som vi i øvrigt ikke er super gode til, men her kommer det. 

Mineraler og gåtur

Et lille besøg nede i fysik/kemilokalet gav mig et kick, idet Tim viser os et kort over forskellige mineraler, man kan finde i Grønland. Og jeg har allerede fået nogle af dem af Karen (hende, jeg syr sammen med)J Mega cool, så jeg skal hjem og lave smykker osv. af de flotte uummannaqfjeldsten.

Efterfølgende går jeg op til Karen for at sy videre på de futter, som vi er begyndt på for to dage før. Men desværre var hun ikke hjemme. Øv øv, men på vejen hjem, ser jeg en mand komme kørende med en stor slæde med to piger på. Det er en vildt stejl bakke, og han styrer bare slæden som en racerbil ved at lægge sig ud i svingende med benene. Meget imponerende. Det er jeg ikke sikker på, at jeg tør, selvom jeg har sprunget ud fra fly og bro. Resten af vejen hjem går jeg bare og slapper af, og da jeg kommer op af den sindsygt stejle trappe, kommer to af de børn, som normalt leger ude foran vores hus mig løbende i møde og giver mig et kram, så kan man da ikke blive andet end glad.

Eksempel på stejl trappe (P.s. kan ikke tage billeder af min egen trappe, da den er så høj, at det er fysisk umuligt)

Da jeg kommer ind af husdøren er Michelle i fuld gang i køkkenet, og jeg dratter om på sofaen. Vitterlig talt falder søvnboblende hen i min egen lille drømmeverden. Jeg har ikke kunne sove ordentligt igennem om natten endnu, og vågner ret mange gange i løbet af en sådan en nat, men nu er det måske ved at være, at min hjerne er træt efter så mange indtryk hele tiden.