Seljtur

Sarah kontakter os, om vi har lyst til at komme ud og sejle. Vi skal skynde os lidt, da klokken allerede har passeret 12, så derfor er der ikke mange timer til mørkets frembrud. Vi vil vildt gerne med ud og sejle. Jeg er voldsomt svedt, da vi endelig når op til Sarah efter en hård kamp med flere lag tøj og stress for at nå ud og sejle, men det er det værd. Båden ligger inde ved kanten af bugten, samt der er masse is, der besværliggør vejen ud mod det åbne vand. Men hvad søren, motoren skal bare i gang også skubber man så bare til de isbjerge, der fylder for meget på ens vej. Efter at have set Titanic, så har jeg aldrig forestillet mig, at man må komme tæt på et isbjerg. Der dog lige et problem med at få startet motoren. Den vil ikke rigtig, og Sarah står og hiver og hiver, men lige lidt sker der. Jeg tror, at hun bliver en smule træt i armene. Jeg kommer til, og det er faktisk umiddelbart sværere, end det ser ud til. Men ved mine fantastiske armkræfter og efter en del slid påbegynder motoren sin brummen.

Det super cool at komme rundt om øen og se en smuk bjergkæde bag bjerget, som stråler rødt i eftermiddagssolen. Virkelig smukt. Båden sejler hurtigt, synes vi umiddelbart, og man bliver rykket rundt og skal derfor holde rigtig godt fat for ikke lige pludselig at sidde nede i bunden af jollen.

Den flotte bjergkæde, hvor solen er bag

Man skal være pakket godt ind til sådan en tur

Michelle har lånt flyverdragt og elefanthue

Vi kommer forbi et isbjerg, hvor der sidder en del måger, og som de rigtige piger, vi er, har vi to rifler med. Sarah har vist hørt lidt om, at jeg har været værnepligtig og gerne vil med på jagt, så hun siger, at jeg bare kan skyde en af mågerne. Det gør jeg dog overhovedet ikke, da der ikke er så meget ide i at skyde en måge, så den bare ligger død i vandet. Man skal gerne få noget ud af sit bytte, og på den anden side sigter jeg heller ikke fantastisk godt.

Isbjerg med måger

Uummannaqs indianeransigt og mig med lånt sælskindshue - dejlig varm

Jeg har virkelig meget tøj på på denne tur, som varer ca. en time, men alligevel begynder min lille popo at fryse, så næste gang må jeg sidde på et sælskind eller noget lignende. Vi ankommer til den lille havn igen, og kæmper os op af kanten, hvor jeg faktisk er ved at skvatte ned i vandet med begge ben, men heldigvis får jeg hevet fat i et reb.

Vi går op af en af de stejleste bakker med alt vores tøj på. Puh ha en hede, nærmest ørkenhede, føler vi det som. Da vi endelig er nået vores lille gule hus, er vi begge totalt færdige af alt den friske luft og slapper umiddelbart af i nogle timer, inden turen igen går op til Sarah til ”Broen II” samt pandekagebagning med is, som vi laver til Morten og Sarah. Det er superhyggeligt at se ”Broen” deroppe, men jeg må indrømme, at jeg fryser uendelig meget denne søndag. Det trækker lidt ind af vinduerne, hvorefter Morten fortæller, at om vinteren, når der er virkelig koldt, så er der frost på indvendig side af vinduerne.

Klippen, som jeg var ved at falde ned af