Vandretur til Julemandens hus

Julemandens ø

Så er den første del af emneugen overstået, og vi vil derfor tage en velfortjent fridag. Denne dag skal benyttes på at vandre ud til julemandens hus. Ja, den er god nok - Uummannaq er et af tre steder på jorden, hvor julemanden hævdes at holde til – de to andre er i Rusland og Finland.

Sidste detaljer inden vandreturen

Michelle og jeg rammer lige skolen, inden vi begiver os på fjeldet mod vestsiden af øen. For at være fuldstændig sikker forhører vi os lige en ekstra gang omkring ruten derud. Vi får at vide, at vi absolut ikke skal gå venstre om en af de større klipper, da klippeskråningerne, som vi skal gå på, er glatte og mildt buende nedad. Det vil sige, at hvis vi første skrider, så kan vi skride hele vejen ned i vandet, som umiddelbart ikke skulle være til se, men det ligger lige lodret ned fra der, hvor man befinder sig.

Vi vandrer ud af byen. Jeg har på nuværende tidspunkt ikke haft overtræksbukser på endnu, men det kan jeg godt mærke er en smule nødvendigt, da vi begiver os ud af en tilnærmelsesvis grusvej dog med store klippestykker, så grus ved jeg ikke rigtig.

Inden vi forlader civilisationen

Udsigt inden civilisationen forlades 

Udsigt til noget, der kunne minde om en skibakke

Et moskusoksehoved fanget i dette område

På vej derud af

Vandretur på klipperne

Så er vandreturen ligesom i gang. Michelle og jeg har fået at vide, at turen nok tager omkring ca. 3 timer i alt. Men men men, det vil jeg altså godt gøre mig fuldstændig uenig i, da vi bruger 5 ½ time på at gå, og en lille halv times hvil i alt. Altså dobbelt så lang tid. Det kan angiveligvis forklares med, at Michelle og jeg, selvom vi får at vide, at vi endelig ikke må dreje venstre om, drejer venstre om. Vi kan på daværende tidspunkt virkelig ikke begribe, hvor vejen til højre ligger. Min umiddelbare sindsstemning er positiv, og vi skal da bare ud over de stepper. Jeg kan mærke, hvor meget jeg faktisk har glædet mig til at skulle ud og gå i lidt terræn. Det har jeg savnet en del, siden jeg var på Kreta i en slugt og i Venezuela på bjergbestigning. Det skal vi altså nok klare der her. Vi bevæger os derud af, og har hele tiden for sigte, at vi bare skal ramme i nærheden af en bugt længere fremme. Men det viser altså en lille smule mere besværligt end som så, dog er mit humør stadig fuldt af gåpåmod. På et tidspunkt er vi kravlet, og gledet en lille smule ned ad nogle skråninger, og det vil være ret svært at komme den vej tilbage uden pigsåler og klatreudstyr. Dette scenarie overvejer jeg egentlig ikke før, at Michelle lidt befippet nævner dette. Dog tænker jeg, at hvis vi virkelig vil og skal opad, så må vi jo gøre det. Hvor der er vilje, er der en vej.

her begynder klipperne

Tja, way to go

Positive Birgitte

Udsigt

Fodspor i sneen og hvaler i bugten

Michelle og jeg prøver at følge fodsporene i sneen i håb om, at det er tilsneede menneskespor, men efter en lille smule naivitet indrømmer vi overfor os selv, at det er nok dyrespor, som vi ikke helt kan definere oprindelsen af. Vi bliver enige om, at så længe vi ikke møder dyret, så er det fint nok. Men det er virkelig dejligt, at vi kan vurdere ud fra sporene hvilken vej, som vil være mest optimal, ellers havde vi nok gået en del i blinde. Mens vi følger dette spor, ser vi pludselig noget underligt under os nede i bugten. Det kan være hvaler eller store sten, hvor bølgerne kredser meget underligt omkring. Men efter at have nærstuderet fænomenet i en længere periode, er vi 90 % sikre på, at det må virkelig være hvaler. Mega nice efter ca. to uger ser vi hvaler i fri natur, som ikke er skudt eller noget. Det er faktisk ret imponerende, da de på denne tid ikke ligger så meget ind mod land i deres svømmemønster. Dog ved jeg ikke, hvor overekstatisk man skal være, da det ser ud som om, at hvalerne ligger og kredser om en af deres artsfæller, der enten er strandet eller død.

Hvaler, enten grindehval eller spækhuggere

Gyde – hvad nu?

Vi ender lidt efter synet af hvalerne i lidt af en blindgyde. Der er utrolig stejlt, og vi skal nedad. Det ligner umiddelbart en stor rutsjebanetur, der kommer til at gøre ondt og pine absolut alle lemmer i vores kroppe. Jeg har hele vejen igennem været ret så optimistisk og har derfor ført an, men lige nu står jeg og kigger noget usikkert ned over klipperne, og vælger faktisk at gå tilbage og finde en bedre og mere besigtig vej. Vi kigger ned, og tager den vej, som ser ’rarest ud’. Den udmærker sig faktisk til at være lidt ligesom en trappe, hvor man bare skal støtte lidt med hænderne. Dejligt endelig at ramme noget forholdsvis mere stabilt, da vi når enden. Her kan man faktisk også se og afprøve de sten, som man træder på, om de nu skulle være løse i modsætning til vores tur nedad den såkaldte og nu omdøbte trappe.

Issø efter kamp

Vejen/stien/stenene

Yaay, vi kan se Julemandens hus

Da vi endelig får øje på julemandens hus er der gået omtrent tre timer, og det er virkelig også godt gemt i tørv og klipper. Godt, at vi viste, at det lå i bugten. Vi beslutter os for at gå indenfor og se det berømte sted, hvor nissebanden er optaget. Det skal dog siges at selve lokaliteterne er blevet benyttet, men husets indvendige side er alt for lille til at kunne rumme et helt filmhold og skuespillere.

Det er afsindigt koldt inde i huset, og vi sidder og rokker for at holde varmen, hvorefter jeg også tager en del mere tøj på samt overtræksbukser for første gang.

Så skal der tages billeder af det hus

Jo, den er god nok. huset er på billedet ca. 50-100m fra mig

Indgangen til julemandens hus - benyttet i 'Nissebanden på Grønland'

Højden indenfor

Der er sindsygt koldt

På hjem igen

Vi finder nogle røde sten, som vi også har læst om i mig bog ”Turen går til Grønland”, de leder nemlig tilbage til byen. Det er faktisk ret rart at have noget at gå efter. Så går der en del sport i at finde den næste røde sten. Det gik faktisk super hurtigt og smertefrit at bevæge sig hjem ad mod byen.

De røde sten

Vi er glade og på vej hjem

Tiltrængt hvil i sneen

Vi tager os et lille hvil på ruten, hvor vi prøver at lege med mit kamera. Vi ville tage et billede af os begge liggende i sneen, og derfor prøver jeg ihærdigt at finde selvudløserfunktionen, men uden held. Jeg finder dog en en top-maks-nice funktion i stedet – en funktion, hvor kameraet tager op til 999 billeder med tre sekunders mellemrum. Sikke et photoshoot, som vi fik lavet.

Photoshoot

Vandsøen

Der, hvor hele Uummannaq får sin vandforsyning fra, ligger lige bag byen og er allerede frosset helt til. På vejen hjem rammer vi denne vandsø. Michelle er en smule nervøs for at træde ud på søen, men jeg vader ligeså stille derud (vi er blevet fortalt, at de første mennesker har været ude at gå på den, mens vi har været bosiddende i byen.) Michelle spørger til, om jeg ikke vil hoppe lidt på isen, så hun er helt sikker på, at den ikke brokker sig over vores vægt. Den siger ikke et knirk eller knark. Det var en meget speciel synsoplevelse at se et stort fladt område mellem alt dette terræn. Vi skimtede også søen mellem bjergede, da vi var på vej ud til julemandens hus, men dette her er noget helt andet.

Billeder af søen og slædehundetræning

 Søen fra den anden side - man har kun det sjov, man selv laver

På isen leger to drenge med en hundeslæde og en enkelt hund, der øver sig i at trække en slæde. Det ser sygt hårdt ud for hunden, og virker heller ikke voldsomt motiveret over drengenes ide. Ingenting virker på dens motivation hverken pindekast, pisk eller menneskeløb ved sin side.

Brunsvigerbagning

Da vi endelig kommer hjem, og melder til praktiklærer Tim, at vi er kommet helskindet tilbage, så skal der arbejdes i køkkenet. Michelle og jeg har hørt på skolen, at det er god karma at tage kage med i hvilken som helst henseende og specielt, hvis man har fødselsdag. Det er sådan, at Michelle har fødselsdag om to dage, så derfor bager vi brunsviger til lærerne om fredagen. Den hævede ikke helt så meget, men den kunne da spises, nam nam.