Vikar uden at vide det

Jeg kommer op på skolen tyve minutter før det ringer, hvor jeg ca. fem minutter i otte får at vide, at jeg skal være vikar. Hmm. Det kan jeg umiddelbart ikke, da jeg selv skal ind og have min egen tiende klasse i dansk, som jeg gør hver fredag morgen. Nå ja ja, jeg går ind til min klasse og har en stille og rolig time. Eleverne er generelt ret morgentrætte, de siger i hvert fald ikke ret meget og sidde også meget stille. I ti-frikvarteret, som varer en halv time, sidder jeg bare og hygger, men pludselig ti minutter før det ringer, får jeg at vide, at jeg er vikar i idræt. Der er jo ikke andet for, end at aflyse mit møde med Tim også hoppe over og spille fodbold med 2. klassen.

Efter timen, som er en smule ustruktureret, men forgår meget stille og roligt lige udover en elev, der slår en af de andre, går jeg ned på kontoret for at berette om timens forløb.  På kontoret kan man godt mærke, at der er fredagsstemning, der ligger chokolade i stride strømme, og så flabet som jeg er, så tigger jeg mig da lige til et lille stykke Marabou. Jeg kan rigtig godt lide stemningen nede på kontoret. Jeg har taget mig selv i at stå og hænge ud dernede. Jeg tror også, at de synes, det er hyggeligt, at jeg hænger lidt dernede til en sludder en gang imellem.

Jeg snakker også en del med skolelederen Jens omkring at få bestilt smykker hjem fra Qaanaq. (Den nordligste by i Grønland. Det koster ca. 15.000 at komme her fra Uummannaq til Qaanaq – det er altså langt væk.) Det er mega cool, at han har så mange kontakter. Han skælder mig faktisk lidt ud over, at jeg ikke har spurgt ham noget før. Han har en god ven, der kan lave smykker til mig for en vennepris i rigtig fint benmateriale.