Cafe- og børnehjemsbesøg

 Morgen

Morgenfysik

Denne onsdag, når man kigger tilbage på den, har været en utrolig hektisk dag med massere af små aktiviteter. Jeg begynder dagen med for første gang at hilse på niende klasserne, hvor jeg har 9 drenge til fysik/kemi. De er imponerende rolige og meget stille. De laver bare deres ting, jamen så jeg jo nærmest ikke forlange mere. Men det viser sig så, at nærmest alle grønlandske skoleelever er meget stille (trætte) om morgenen. Det har vist sig som et generelt indtryk for mig ved mit ophold her i Uummannaq.

Cafémma

Michelle og jeg har længe snakket om, at vi må besøge denne lille cafe. Det gør vi så her i dag. Vi skal have junk for første gang på vores tur. Så en pommes frites til deling og en cheeseburger til hver af os. Det er en meget hyggelig stemning. Bestyreren spørger, om vi har travlt, da hun ikke lige har salat til vores burger i huset, så hun sender lige sin mand afsted for at købe noget – salat nærmere kinakål. Man må stille sig tilfreds heroppe. Jeg må da også sige, at det kinakål er tiltrængt. Jeg savner grønt. Det er simpelthen ikke til at opstøve i rimelig kvalitet samt at det koster det hvide ud af øjnene. Iceberg koster ca. 40 kroner.

Imens vi venter på maden, ser vi på hendes fine udvalg af grønlandsk håndlavet kunst. Jeg prøver alle fingerringene, da jeg virkelig gerne vil have en ring med et isbjørnehoved, men selvfølgelig har grønlændere noget mindre fingre end danskere, så ja min finger er for tyk. Jeg forelsker mig selvfølgelig i en fin tupilak, der selvfølgelig også lige koster den nette sum af 2000kr. Puh ha, jeg håber, at jeg kan overtale mig selv til ikke at købe den, men den er godt nok fin.

Uummannaqs bjørnehjem

Jeg ankommer som den første af os fire, der skal have en rundvisning på børnehjemmet. Jeg bliver mødt i døren af en pige fra ca. 5. klasse, som løber in i mig og omfavner mig. Hun er lidt sød, så vil jeg pludselig gerne adoptere ;) Man bliver i hvert fald meget glad. Mit første indtryk er, at der er virkelig styr på tingene. Der er flot, organiseret (endda i farveorden). En meget høj og standhaftig mand skal varetage vores rundvisning. Han taler godt for børnehjemmet, måske også en lille smule for godt uden at have en kritisk tanke. Jeg bliver i hvert fald en lille smule træt af at høre om lutter lagkage. Et eksempel på dette er, at nogle fra børnehjemmet har været på besøg i Caracas, Venezuelas hovedstad, som roste til skyerne. Han spørger så tilfældigvis, om nogle af os har været i Venezuela – hvad er chancen, men det har jeg jo så. Det var bestemt ikke et rosenrødt billede, som jeg har af Venezuela, nærmere mørkegråt, hvis jeg skal være helt ærlig. Det børnehjem, som jeg arbejde på var både ilde trængt angående den sociale omsorg samt andre basale behov såsom hygiejne og mad. Det er ikke helt til at sætte lig med, hvad manden fortæller om en anerkendelsesværdi pædagogik opfundet i Venezuela. Nu skal det dog også siges, at jeg ikke har oplevet den pædagogik, og jeg nok er af den overbevisning, at den hører til de højere sociale lag i Venezuela. Pædagogikken går ud på, at alle kan lære at blive dygtige gennem musik, og at en musisk oplevelse er med til at give livet mening.

Ting fra børnehjemmet

Fint billede

Sarah

Trommer fra åndemanere  har faktisk været forbudt at eje en tromme, da det var hedensk

Hundeskind til pynt

Små kamikker

Tupilakker

Sjovt ur

I slutningen af rundvisningen efter at have set det ene dyre maleri og andre grønlandske kunstarter endte vi ved køkkenbordet til kaffemik. 8. klasserne skal konfirmeres, og derfor holder de kaffemik i anledning af de kommende konfirmanders første dag ved præsten.  Her får jeg smagt nogle forskellige grønlandske specialiteter i form af kager. De minder lidt om en blanding mellem æbleskiver, klejner og rosinboller – de smager i hvert fald rigtig fint. Jeg tror, at jeg spiste tre.

Imens vi sidder til kaffemik fortælles der også om, hvad der gøres for at motivere børnene til livet. Det er nemlig hovedomdrejningspunktet på dette sted – finde mening med livet. Det skal lige pointeres, at Grønland er det andet højst placerede land i forhold til selvmord. Børnehjemmet laver mange rejser både hundeslæderejser, udlandsrejser og vandreture. Det brænder i hvert fald i mig for at prøve at køre på slæde samt vandre i disse fantastiske omgivelser – det kunne jeg bruge flere uger på.

Til afslutning kommer to drenge og spiller guitar samt synger grønlandske sange. Jeg er tryllebundet, wow det lyder fantastisk. Jeg er mega fan. 

På udflugt med børnehjemmets leder

Vi er på vej ud af døren, hvor børnehjemmets leder stopper os. Vi skal ned og se en udstilling i det gamle spækhus hendes børn har lavet. Det er da helt sikkert, at vi gerne vil det. Det er en superfin og super kold biograf om menneskenes tilhørsforhold i Uummannaq og omegn. For at kunne nyde en film derinde skal man iklæde sig en sælskindsanorak og –bukser. Meget koldt, jeg hundefrøs i hvert fald.

Biograf

Anorakker, som man skal have på for ikke at få forfrysninger inde i biografen

Hval, der samtidig udsender lyde

Kulde

Som ovenforstående, så er der virkelig koldt for tiden. Det er målt til at være omkring -25 grader med vind af rimelig stor kraft inde fra indlandsisen. Det vil sige, at her er max koldt. Selvom her er koldt, så er det virkelig fascinerende at være så tæt på naturens kræfter og i så venligt et samfund. Jeg var helt afvisende om, inden jeg tog herop, at nogensinde kunne bo i Grønland. Men nu kunne jeg faktisk godt overveje det. Have hunde til hundeslæde, fiske sine egne fisk på langlinje (pilke i fagsprog), have sin egen båd og kunne se hele landskabet, gå ture i fjeldet osv. osv. og selvfølgelig lave en iglo.