Birgittes praktik i Grønland: Den venlige befolkning

Udsigten ud mod vestsiden af byen/på vej ud mod Kerstin

Dagene er gået hurtigt, man føler allerede, at man har set hele det lille bysamfund, men hver dag bliver man alligevel overrasket over små grønlandske spidsfindigheder. Michelle og jeg er blevet inviteret ud til min praktiklærer i dansk til noget kaffe, men mere ved vi sådan set ikke. Vi skulle bare komme omkring klokken tre - her i Grønland er man normalt rimelig fleksible med tidspunkter, så jeg lagde meget vægt på ordet ”omkring”. Det viste sig så, da vi nærmede os huset – efter en rimelig lang rejsebeskrivelse fra Kerstins side: Først går i op mod hallen fra Rema af, derefter skal I i det første t-kryds dreje til venstre, og fortsætte i ca. ti minutter, næste t-kryds drejer I til højre, hvorefter I kan se et lilla hus, det passere I, derefter skal I gå videre til nummer to vej på venstre hånd, hvorefter mit hus er det blå, som ligger lige mellem et gult og et blåt. Jamen, det var jo meget nemt, eller noget. Vi havde på daværende tidspunkt aldrig været ude i den nye bydel, men det kom vi så sandelig, så blev den også udforsket, kan man sige. Det viste sig så, at ordet omkring faktisk ikke skulle tages så bogstaveligt. Der var inviteret gæster, så vi var syv personer i alt til et utrolig fint kagebord med igen Kerstins utrolig lækre cookies. Hun undskyldte sig over sine små gulerodskager, idet toppingen havde små usynlige klumper i sig. Nå ja, den var bestemt spiselig.

Vores første hval

Mens snakken går ivrigt omkring, hvor dårligt dansk nyheds-tv egentlig er, når man ikke længere er så forvænnet til tv, bliver en grindehval pludselig trukket op af vandet lige uden for vinduet. Exciting!!! Der står vi alle som en flok turister og er dybt imponeret. Bilen kan dog ikke trække den måske 1½ tons tunge hval op ved egen kraft, så det er lidt et møge og besvær.

Vi bliver nærmest smidt en lille smule ud, eller hvordan man nu skal udtrykke det. Men så vidt jeg kan forstå, så er det ret normal kutyme, at man forlader kaffestedet umiddelbart efter sidste serverede kage. Kerstin og hendes veninde skulle op og pynte skolen til en stor kaffemik dagen efter. Vi kom ud af døren med fire lækre gulerodskager i hånden på vej hjem ad.

Grindehval og fangere, der diskuterer, hvordan de skal få den 1½ tons tunge hval op

Hvor heldig kan man være?

Det viser sig dog, at vores vej hjem ikke skal blive helt så smertefri – i hvert fald ikke for mit vedkommende. Jeg står ligeså stille og er ved at skifte objektiv, så jeg kan få fanget den grindehval på mit kamera. Men wupti, og mit dyre zoomobjektiv ligger på den anden side af vejhegnet og endda et stykke nede af klipperne mod vandet. Jeg ser, hvordan det skilles og tænker rent ud sagt ”F### * ******e”!!!! Nå, en maxpresset Birgitte, der prøver sit bedste for at tænke rationelt og forsøger at bevare roen, prøver at finde både objektiv og lukkeklap. Objektivet finder jeg hurtigt efter en lille smule klatring (på den forkerte side af hegnet), men den lukkeklap er bare ikke til at finde nogle steder. Jeg smider og kaster med de sten, som jeg kan få løse. Den ligger jo sikkert nede i et hul mellem dem, og ganske rigtigt. Jeg ser lukkeklappen nede i hul mellem to sten, jeg kan næsten ikke få min hånd derned, men endelig kommer min hånd igennem hullet efter 20-30 minutters kamp. Men, så får jeg simpelthen ikke fat i dækslet, og det ryger endnu længere ned. Jamen, der er vel ikke noget at gøre ved det. Cirka 2 uger på Grønland, og jeg har mistet noget til mit dyre kamera. Flot Birgitte. Nå, jeg indvilliger i at gøre en sidste kraftanstrengelse på at få flyttet en sten, som jeg ellers har nørklet meget med. Jeg lægger hele min vægt i, og sådan, stenen er væk, og jeg kan ligeså stille tage mit dæksel.

Så forventer jeg jo, at nu har jeg været uheldig nok for en dag, men nej, det stopper ikke her. Faktisk langt fra. På vej op fra klippevæggen ligger en løs sten, som smutter under min fod. Jeg når dog at få fat i vejhegnet, inden min fod smutter helt. Puh ha, nå lad os komme hjem. På den ca. 40 minutters vej hjem har jeg snøret min hætte godt ind til ansigtet, så vinden ikke bider alt for meget i kinderne. Til gengæld skærmer den også for udsigtsvinklerne, så pludselig ligger jeg halvt ned, idet jeg har trådt i en snedynge, der skjulte et ret stort hul på længde med mit ene ben – igen ud mod den forkerte side af en klippevæg ned mod vandet. Nå, okay så er der sket tre uheld på den lille time, der er gået. Nu begynder jeg så småt at tænke, at jeg bare skal hjem og sidde i sengen, så jeg ikke er mere i fare for nogen eller mig selv. Michelle og jeg går så lige et smut ind i Rema, hvor jeg finder to søde små julekugler. Jeg tager dem i hånden og bevæger mig rundt i den smalle og lidt snørklede butik. Og ja, selvfølgelig skal jeg tabe dem begge to på gulvet, mens to piger står bag mig og ikke kan komme forbi, idet gangene er så små, at man skal kante sig. Heldigvis går ingen af dem i stykker. Der var tilbud på mel og oksekød i Rema. 500g oksekød 15kr imod kolonialbutikkens 54kroner – det må man sige var værd at tage med.

En fortrinlig aften, hvor jeg bruger resten af tiden på sofaen sammen Michelle på at se film og ikke komme mere i urede med mit held.

Kaffemik

Tiden fortsætter med flinke mennesker, som inviterer os til det ene og det andet. Denne dag er bestemt ikke nogen undtagelse. Den står på kirke med barnedåb og efterfølgende kaffemik. Jeg kan stadig fornemme, at det med kirke ikke lige er mig, selvom jeg forsøger at følge ivrigt med i prædiken, falder jeg nærmest i søvn i løbet af hver af de 7 salmer. Turen går videre op på skolen, hvor Michelle og jeg for første gang oplever en grønlandsk kaffemik. Jeg havde håbet på masser af spændende tørret hval, men det er en kage-kaffemik. Men det er så også til gengæld alverdens kage. Superfint og hyggeligt at opleve – her kommer man virkelig ind på livet af byens borgere. Jeg får både snakket med børnehjemsforstanderen, en kunstner, lægen samt en del med en af lærerne fra 11. klasses opkvalificering. Det er faktisk utrolig spændende det hele, og meget givende at møde disse mennesker, så nu overvejer jeg, om jeg skal ned og male et billede i kunstnerens galleri, så kan det komme hjem og joine mit cubabillede. Det kunne være fint. Det er faktisk også en meget interessant samtale, jeg har med lærerinden fra 11. klasse, idet hun har undervist 23 år på en grundtvig/koldsk skole, og jeg er meget betaget af hendes synspunkter omkring vilje og troen på, at alle kan og skal have noget ud af skolen og livet, og ingen – absolut ingen - må fjerne lysten hos et barn eller dets forældre.

Tåget og sneende morgen lige inden barnedåb