Fysik/kemi med kuldioxid – et fedt job

Jeg er ved at blive helt glad for at undervise i fysik/kemi. Det må min gamle fysiklærer Claus altså have en stor del af æren for. Han var nice at se undervise, og jeg må da indrømme, at jeg har hans energiske undervisningsform i baghovedet. Vi skal have om ionforbindelse i dag. Altså at for eksempel zink og clor hægter sig sammen, og hvorfor gør de det? Ja, det forklarer jeg med muskuløse mænd på tavlen, en utrolig flot tavle med atomer tegnet over det hele samt et periodisk system-kort på gulvet. Jeg tænker, at dét at flytte undervisningen fra tavlen på gulvet, forstyrre deres traditionelle undervisningsform en smule. Det er en succes. De er helt nede med ideen drengene, så de sidder rundt om mig, men jeg ligger på maven på gulvet og forklarer om den yderste skal i hvert atom, som gerne vil ligne hovedgruppe 8, som nærmest er sumobryderstærk. Det er en vild fed oplevelse. Det kører bare derud af. Derefter skal drengene lave fire siders opgaver omkring ionbindinger, og (undskyld jeg bander) fandme om de ikke alle sammen forstår det, når jeg går rundt imellem dem. Hele fire ud af otte er ligeså engageret, som jeg er, og river nærmest i mig for, at jeg skal tjekke, om de har forstået det og lavet opgaverne rigtige. Nogle af opgaverne er ikke helt korrekte, men stort set er det faktisk helt eminent godt. Jeg lærer også to af drengene en anden metode til at forstå ionbindinger – en mere pædagogisk metode, og de er bare helt med. Nu er jeg hundred procent sikker på, at jeg helt sikkert skal være fysik/kemi-lærer samt folkeskolelærer generelt. Det at se deres livsglæde. Det er virkelig rart. Det er egentlig også ret fedt, at ens forberedelse er at stå og lege med trykflasker og forskellige brændbare midler i stedet for kun at skulle lave papirarbejde. Jeg synes, at det er cool at få lov at benytte sin kreative side også ved at skulle lave visuelle billeder i danskundervisningen, lave multimodalitet, klippeklistrer osv. Det er egentlig et fedt job, som jeg har fundet mig her.

En lille detalje, som jeg gerne vil have med, er også, at da jeg er ved at forberede et forsøg med at brænde metaller i kuldioxid, så kan jeg ikke få kuldioxidflasken til at fungerer. Jeg åbner for beholderen – altså en ret stor flaske – går mig til midt på låret – og puf, hold da op, jeg bliver forskrækket. Jeg får med et ordentligt tryk kuldioxid lige ind på låret. Den tingest skal jeg ikke lege alene med mere, så jeg går op og henter Tim. Han har også store problemer med at få den til at virke, men det er trods alt bedre, at det er ham med mere end tyve års erfaring, der leger med den. Efter timen siger Tim til mig, at han faktisk er gået hen og blevet påvirket af alt det kuldioxid. Man bliver nærmest beruset af kuldioxid. Det er samme fænomen ved dykkere, når de kommer for langt ned og får dykkersyge, der omdannes ilten i deres blod til kuldioxid, og man kan derved føle sig beruset.

Drengene på fysikholdet ser også Tim lege med kuldioxiden, hvorved de også får sig et chok, når den afgiver et ordentligt tryk, hvilket er sundt nok, så de får en smule respekt for tingene i lokalet.

Da eleverne kommer ind i lokalet (minus min taske)

Efter fem minutter 

Aftenhygge

Om aftenen efter denne gode dag i fysik/kemi-lokalet begynder Michelle at tegne handsker op på hendes skind, hvor hun beder mig om hjælp. Jeg er mega game. Det er lige mit område, så det hygger vi med og får nærmest også hele weekenden fredag og lørdag til at gå med handskesyning og blogskrivning. En meget dejlig og tiltrængt afslapningsweekend.

Lige en detalje, som jeg vil nævne, så er luftfugtigheden heroppe noget lavere end i Danmark, så det vil sige, at når vi hænger vådt vasketøj op, så går der måske seks timer, så er det knastørt. Bare lige en ting, som er nice-to-know.

Mørkere dage

Dagene er jo begyndt at blive mørkere heroppe, og solen står ikke op længere. Jeg ved ikke, om det kan have noget at gøre med, at jeg virkelig har brug for en masse søvn her for tiden, eller om det er de mange nætter i begyndelsen, hvor jeg ikke rigtig kunne sove. Samtidig med denne mørke periode er jeg også så småt begyndt at kunne mærke at dagene er ved at lakke mod, at jeg skal rejse hjem til Danmark og Morten, så savnet af Morten er ved at titte ligeså stille frem. Jeg synes, at det er super fedt at være heroppe, og jeg vil vildt gerne herop igen, men der er også et par ting, som trækker mig lidt tilbage imod Danmark.

 

Månen, der er ved at stå op